Lykken er.....

Lykken er at se sin 2½ åriges glade og søvnige ansigt, når han vågner og det går op for ham, at jeg efter at have været væk i næsten 3 uger, er kommet hjem i løbet af natten. At mærke hans små, bløde, varme arme om min hals og det våde smækkys, der plantes på mine læber..
Og dobbelt lykke er det at han falder i søvn ved siden af mig og det hele gentager sig 1 time senere, når han vågner igen.
Og ufattelig lykke er det, at på den anden side af ham i sengen, ligger den mest vidunderlige kæreste i hele verden - og hun er min......

Hverdagslykke

Mine store drenge er kommet tilbage til mig.
Jeg synes de bliver større og større for hver uge der går.
Her til aften har de været til boksetræning med deres far og de kom svedende og glade hjem igen...
De har det godt og jeg har det godt.
Så mangler bare den svenske del af familien......

Sommerferie og Harry Potter

Jeg har endelig sommerferie og har fået de 2 store drenge tilbage fra deres sommerferie hos deres far.

Vi har tilbragt 2 regnfulde og kedelige sommerdage indendørs, hvor vi har afholdt Harry Potter Marathon.
Vi har set samtlige Harry Potter film og afsluttede så i aften med at se den allersidste film i biografen.
Det var med blandede følelser.

Vi har aldrig været fanatiske Harry Potter fans, men jeg er dybt fascineret af J.K.Rowlings fantastiske fortæller evner og drengene har altid været glade for historien.
Jeg læste de første Harry Potter bøger højt for drengene, mens de stadig var forholdsvis små og gad høre godnathistorier. Nu er de så store at de læser dem selv.

Så for mig var det ikke bare et farvel til Harry Potter og hans venner, men det var også en slags afsked til mine små drenges barndom, nu hvor de er teenager og næsten teenager. Et farvel til en ven, der er vokset op samtidig med mine drenge og som ikke er et barn længere. Og det fik mig næsten til at tude. Mine små drenge, der er ved at blive store og skal ud i den virkelige verden og slås deres kampe mod ondskab og dumheder. Endda uden tryllestave.

Dreng eller pige.

Læste en artikel idag om en familie, som har besluttet sig for at opdrage deres barn "kønsløst". Forstået på den  måde, at det ikke skal være kønnet, der definerer hvem eller hvad barnet er, men derimod hvad barnet selv udvikler sig til.

På sæt og vis synes jeg det er en sej indstilling. Jeg kunne tænke mig at være mindre kønsbevidst, men falder i de samme gruber gang på gang.
Men jeg ved også at jeg har ladet mine egne børn bestemme meget selv, hvad de ville have af legetøj, tøj osv uden at være kønsfordømmende.
Men det er en sej kamp, hvis man er den eneste og skal kæmpe imod resten af familien og omgivelserne. Især med frygt for at børnene skal blive drillede eller holdt udenfor.

Men hatten af for denne familie, der går hele vejen og gør op med samfundets normer..... Ville ønske at flere, inkl. mig selv, have lidt af det mod og indstilling..