Om at være anonym.

Da jeg startede denne proces, var jeg meget privat og ville ikke stå frem med ansigt eller navn.
Jeg skabte et alias, som jeg har brugt i mails, interviews, på Facebook osv.
Jeg følte, at dette var mit og fædrenes private projekt og det vedkom ingen andre. Men samtidig ville jeg gerne skabe lidt mere fokus på området - afstigmatisere rugemoderiet! Og derfor begyndte jeg at blogge om det.

Mest grænseoverskridende var, da jeg var "afgangsprojekt" for en skøn antropologi-studerende, der havde film/medie som special. (Tilgiv mig K, hvis mine etiketter ikke er korrekte :))

Hun fulgte mig igennem graviditeten, hvor jeg var anonym under optagelserne. Da fødslen var overstået lavede vi et follow-up interview, og da var det ikke længere vigtigt for mig, at være anonym. Nu var jeg på den anden side af det. Det var veloverstået og mine egne drenge havde det fint med det. Så jeg var ligeglad. Og filmen blev ikke vist på de store sociale medier, så jeg følte stadig, at jeg var anonym.

Sidste år blev jeg så interviewet til et svensk tidsskrift, der udgives af RFSU. Igen føltes det heller ikke så "farligt", da det var i Sverige og ingen dér aner hvem jeg er.

Siden da er jeg blevet kontaktet af flere og flere, som har fundet mig via denne blog. Jeg er blevet interviewet i svensk radie og tv og filmet til en prøvecasting/dummy til hvad der måske skal blive en dokumentar, der skal sendes i dansk national tv!!! Og senest et interview i et dameblad.

Masken er faldet - mit ansigt er nu derude og det er med blandede følelser.

På den ene side har jeg det skidt med ikke længere at være anonym. På den anden side kan jeg også se vigtigheden i at sætte et ansigt på rugemoderiet. At turde stå frem og fortælle min historie, så folk forhåbentlig får en dybere indsigt i, hvor vigtigt det er, at emnet tages op til debat!

At det forhåbentlig på sigt kan være med til at gøre det nemmere for kommende forældre og rugemødre at få hjælp til processen. På samme måde som man kan få hjælp til fertilitetsbehandling og adoption.