lørdag den 30. april 2011

Cyklus, ægløsningstest og frugtbarhed.

Jeg er nu officielt medlem af testernes club.

Det er kvinder, der forsøger at identificere deres ægløsningstidspunkt for derved at kunne planlægge insemineringstidspunktet..

Jeg har en cyklus på 29-30 dage. D.v.s. at jeg formentlig skulle have ægløsning på 15.-16.dagen i cyklusen. Og det stemmer meget fint overens med sidste måned.

Fertilitetsmoniteren er indstillet til i den første cyklus man anvender den, at identificere og beregne ens cyklus. D.v.s. at man skal starte med at teste allerede på dag 6 og derefter dagligt indtil ægløsningen indtræffer.
Næste måned indstilles den så automatisk til at man skal starte med at teste alt efter cykluslængden og tidligere ægløsningstidspunkter.
Det er da smart.

Denne måned er det kun "for sjov", men næste måned er det for alvor og det føles lidt underligt. Tænk hvis monitoren "dumper" mig?
Den angiver frugtbarheden på en skala, der fastsættes ud fra hormonindholdet i ens morgen urin. Tænk hvis mine hormoner ikke er "gode nok"?
Jeg er jo trods alt ved at være en gammel høne.......

fredag den 29. april 2011

To blog or not to blog......

Jeg synes det er svært med det her bloggeri.

Hvis jeg kun skal skrive om rugemoderiet, ja så sker der ikke ret meget herinde for tiden.
Men der er så mange andre aspekter i mit liv, som jeg kunne tænke mig at skrive om, men som måske ikke hører hjemme herinde.
Men at have 2 blogs er udelukket. Det gider jeg simpelthen ikke... Så måske kommer der lidt privat ind imellem linjerne.....

tirsdag den 19. april 2011

Dreng eller pige?

Min mor sagde bl.a. da hun argumenterede sin sag, at tænk hvis jeg blev gravid og det var en pige? At så ville det blive endnu sværere for mig at opgive barnet, fordi jeg har drenge og ingen pige i forvejen.

Det har jeg tænkt en del over - og jeg er helt klart drengemor... Jeg elsker mine drenge og jeg elsker deres personligheder og "drengethed", hvis man må sige det så firkantet.
Jeg ved selvfølgelig at der er forskel på børn og at det ikke altid kun er kønnet, der afgør om man er "drenget" eller "piget", men der er ingen tvivl om at visse ting er så basale og fundamentale at det er kønsbestemt et eller andet sted i børnenes underbevidsthed/instinkt - kald det hvad du vil.
Jeg tror på at man tager livserfaringer med fra et tidligere liv med over i dette og hvis det tidligere liv har været meget kønsrollebestemt, så tror jeg på at det præger det næste liv.

Når det så er sagt, så tror jeg bestemt også at man kan præge børn meget i opvæksten, men 2 af mine drenge har altid været meget teknik interesserede/pille-alting-fra-hinananden-og-se-hvordan-det-er-skruet-sammen og meget lidt kæle/nusse/putte børn (udover når de gladeligt uddeler kys og kram på deres præmisser) og den ene er et meget mere kramme/bamse/far-mor-børn-lege barn. Og jeg ville da mene, at jeg præger dem alle 3 på samme måde.... Så der er helt klart en forskel, der ligger udenfor ekstern påvirkning.

Så for mig vil det helt klart være sværere at give en dreng fra mig, da det er drenge jeg elsker og har i forvejen.

torsdag den 14. april 2011

Donor eller ej.

Jeg fortalte min mor om mine planer.
Heldigvis var hun meget positivt stemt - ihvertfald i starten.

Næste dag havde hun vendt på en tallerken.
Hun flippede helt ud og sagde at hun følte, at jeg solgte hendes barnebarn.

Jeg prøvede at forklare hende, at det ikke var mit barn og derfor ikke hendes barnebarn, jeg skulle bære.

Jeg er helt afklaret med at jeg ikke skal have flere børn. Og det har jeg været i mange år.

Det ville være noget andet hvis jeg ved et uheld var blevet gravid og opgav barnet til adoption,
Så ville jeg føle at jeg gav noget af mig selv væk.

Men det her barn har aldrig været en del af mig og mine drømme for mit eget liv. Og derfor vil det aldrig være mit barn, som jeg "sælger".
Børn er ikke en salgsvare, så dette barn er ikke et barn, der skal sælges, men et længe ventet og eftertragtet barn, som jeg har mulighed for at hjælpe et andet par med at få.

Min mor går meget op i biologien i det. Hun sagde at hvis det skulle være, så ville hun måske kunne acceptere en graviditet med ægdonation.
Men for mig ville det ikke gøre nogen forskel.

Derimod er jeg mere bekymret for de risici, der er forbundet ved ægdonation og derfor vil jeg helst undgå dette.
http://www.news-medical.net/news/20110124/3888/Danish.aspx

Jeg har gennem mit arbejde stødt på kvinder, der er blevet gravide ved ægdonation, og jeg ved at mit antal ikke er statistisk validt (og at der selvf. også er andre faktorer, som man også skal tage med i overvejelserne), men det er under halvdelen, som det er gået godt for.

Fædrene er ligeglade om det skal være med ægdonation. De sagde i første omgang at det ville de lade være op til mig. Men vi talte om fordele og ulemper ved begge dele og til sidst blev vi da enige om at det skulle være mine egne æg.

Men jeg tror, at jeg for familiefredens skyld officielt vil melde ud, at det er donoræg.
Så slipper jeg for at skulle forsvare mig mere end højst nødvendigt....

Kylling? Måske...
Men det er også ved at være påske ;-)

onsdag den 6. april 2011

Hvornår?? Igen - igen...

Jeg har været ved at regne på, hvornår jeg skal føde, hvis det lykkes at blive gravid i første hug til august og det ser ikke godt ud.

Det vil betyde at jeg er højgravid, når min ældste søn skal konfirmeres. Og det bliver ikke ukompliceret.
Dels vil det være synd for min søn, hvis jeg gav mig til at føde lige op til hans konfirmation og dels har jeg bestemt ikke lyst til at stå foran mine X-svigerfamilie med stor mave på.
De er ikke just kendt for at være åbensindede eller storsindede. Og jeg ville hade at sætte min søn i forlegenhed på hans stor dag.

Så efter aftale med fædrene, skal vi lave første forsøg allerede i juni, hvis vi kan få det til at passe. Jeg skal på kursus i udlandet i juni og i værste fald kan vi risikere at det falder sammen med ægløsningen. Men vi får se.

mandag den 4. april 2011

40?? Hvem mig???

Jeg bliver 40 om 7 dage, men allerede idag holdt mine kolleger en surprisefest for mig.
Og jeg blev virkelig surprised.
De havde arrangeret lækker mad og gaver til mig og sågar skrevet en sang.

Det var skønt at se dem igen. Jeg har faktisk ikke arbejdet på samme afdeling som dem i 5 år, men vi er 14, der mødes ca en gang i kvartalet til kaffe og en masse snak og latter.

Jeg blev rørt over deres omtanke. Men jeg er en tudemarie. Jeg bliver utroligt nemt rørt til tårer.

Og på den sjove sang, som de havde skrevet, var der et fint klistermærke, hvor der stod 40!
Et underligt tal. Slet ikke et tal, jeg forbinder med mig selv. Og det er ikke fordi jeg er en hysterisk benægtende endnu 39 årig, men fordi det bare er så uvirkeligt.....

Så jeg har bestemt ikke krise over at blive 40, for det er slet ikke gået op for mig endnu at det er mig....

lørdag den 2. april 2011

Fertil eller ej.

I dag har jeg fået fat i en fertilitetsmonitor.
Den skal bruges til at vise, hvornår man er mest fertil og hvornår der er ægløsning.
Det bliver spændende at følge og monitorere sin krop og cyklus. Det har aldrig tidligere været aktuelt for mig.
Jeg har blot haft så nogenlunde styr på hvornår jeg skulle have mens.
Men jeg har en meget regelmæssigt cyklus og kan tydeligt mærke hvornår jeg har ægløsning, så jeg tror at det bliver forholdsvis nemt at få styr på.
Egentlig behøver jeg den ikke, men jeg er meget teknikliderlig og elsker elektroniske gadgets, så jeg vil glæde mig til at bruge den i næste cyklus - bare for sjov.