30 år...

I övrigt er det en anden märkedag i dag.
I dag er det präcis 30 år siden jeg fik min förste menstruation.
Så hvis man regner ud at jeg har haft ca 12 menstruationer pr år minus 3 graviditeter, så er det ca 324 menstruationer. Det er ca 1620 dage med blödning, hvis man i snit blöder 5 dage. Så skifter man bind i snit 5 gange pr dag/dögn.
Det bliver til ca 8100 bind!!!!!
Tror vist liiiiige at jeg skal kontakte Libero om en sponsor aftale. Det er jo ikke til at vide, hvor länge det her kommer til at fortsätte!!!

11 uger post partum.

I dag er det 11 uger siden at jeg tog på sygehuset for at föde Lillemanden. Det er vildt at tänke sig..

Det går så godt med ham. Han vokser og trives. Jeg så dem i sidste uge, da vi skulle underskrive papirene for at overlade den fulde foräldremyndighed til Pappa1. Han pludrer og smiler over hele hovedet. (Ja altså Lillemanden, ikke Pappa1, selv om han også var glad selvfölgelig...)

Så nu skulle de sidste papirer väre på plads. Lillemanden er nu officielt svensk statsborger, har en svensk far og snart en svensk adoptiv far.... De har valgt at beholde hans danske statsborgerskab, mest for sjovs skyld. Som en rest fra hans förste del af livet.
Jeg kommer altid til at stå på papiret, som värende hans mor, men det er kun på papir. Jeg er mor til mine 2 store drenge, Mamma2 til vores 3 årige, der höjlydt praler om at han har 2 mödre, selv om at jeg aldrig har kaldt mig hans mor, men kun ved fornavn. Men det har han selv fundet på i börnehaven, muligvis med lidt hjälp fra pädagogerne.

Bloody hell!!

Styrtbløder nu nærmest på 2. døgn... Skal det ingen ende ta'??

Måske igen.

Jeg er allerede begyndt at overveje om jeg kunne finde på at være rugemor igen, og umiddelbart er jeg ikke afvisende overfor tanken.
Men det skal ikke være lige her og nu.
Denne omgang har haft konsekvenser. Både fysisk, psykisk og økonomisk.

Back to normal.

Nej måske ikke helt, men på vej.
Jeg har nu fået menstruation igen og jeg havde næsten helt glemt, hvor meget man bløder. Jeg gør i hvert fald.
Man vænner sig hurtigt til ikke at have menstruation mens man er gravid. Men min krop er ved at komme tilbage til sig selv igen og det er rart..
Jeg orker ikke mere de her hormonelle rutsjeture, ud over de sædvanlige månedlige.... Men dem kender jeg jo.
Så nu krydser jeg fingre for at det stabiliserer sig. For jeg synes godt nok at det har været sort ind i mellem.

Nutidens unge.

I dag kom min ældste søn hjem fra skole og fortalte stolt, at de havde talt om vores familie i klassen.
Det kom sig af at de var i gang med at læse en bog om en pige, der bliver forelsket i en anden pige, og derfor er nødt til at spørge sig selv, om hun er homoseksuel.
Dette ledte så til en diskussion om homoseksualitet og pludselig er der en der siger, hey - er din mor ikke homoseksuel?
Så fortalte han hele klassen om sin familie. Om sin homoseksuelle onkel og hans mand og fælles barn, sin lesbiske mor og  hendes kæreste og deres dreng, som drengene betragter som "en slags lillebror", moderens kærestes 2 homoseksuelle brødre og deres kærester og det bøssepar, som hans lesbiske mor er rugemor for.

Det skal lige siges at der er mange nye børn i klassen pga. skolesammenlægning og generel om rokering, så en del af hans klassekamerater kendte ikke til hans historie.

Jeg spurgte ham om det var underligt at blive spurgt ind til det og tale om det, men det syntes han ikke.
Jeg tror tværtimod at han nød lidt opmærksomheden og det var helt tydeligt at han var stolt over at være "anderledes".

Men hvor er det fedt at de kan sidde så naturligt og snakke om det i klassen. At klassen kan rumme min lidt "nørdede" søn og hans anderledes familie..........

Mig og Bubber??

Jeg er blevet kontaktet af produktionsselskabet, der laver udsendelsen "Danmark ifølge Bubber"

De vil gerne lave en udsendelse om rugemødre og par, der vælger at få børn via denne metode.
I den forbindelse ville de gerne tale med mig om hvorfor jeg har valgt at være rugemor.

Jeg synes det er vigtigt at få belyst emnet, men jeg ønsker ikke at stå frem offentligt og slet ikke i landsdækkende tv. Så jeg takkede pænt nej.....

God, godere, Moi??

Jeg fik en besked fra min kusine, der bor i udlandet.
Hun havde hørt, hvad jeg havde gjort og det skortede ikke på lovprisninger. Jeg bliver lidt ubehageligt til mode, når folk "lovpriser" og roser mig for det jeg har gjort. Jeg har det ikke godt med at andre kommenterer på mit "rugeri", men det har jeg skrevet om før.
Men hun skrev at jeg var et godt menneske og det fik mig til at tænke.

Jeg ved ikke om jeg er specielt bedre end så mange andre, men jeg tror jeg er modigere end de fleste. Jeg tror at mange ikke gør det, fordi de ikke tør. Fordi de er bange for hvordan de kommer til at reagere og hvordan omgivelserne reagerer. Jeg var ligeglad med hvad omgivelserne syntes, jeg ville bare ikke konfronteres med deres holdninger hele tiden.....

Høj Nååååeh-faktor...

Lillemanden var på besøg sammen med Pappa1 og min kærestes lillebror. Han var taget med på turen til DK for selskabets skyld. Og for at hjælpe Pappa1.


Formålet med turen var at han skulle have pas, så det har vi fået bestilt til ham. Der skal nu tages elektronisk pasfoto og deres fotoautomat er ikke beregnet til små børn, der ikke kan holde hovedet selv..
Så Pappa1 og jeg måtte stå og holde ham og vores fingre kom med på billedet.... Tror ikke det var helt i henhold til reglerne ;)


Det var så hyggeligt at se dem igen.
Jeg sad længe med Lillemanden og gav ham flaske. Han er utroligt sød og ligner sin far meget.
Men han har min families ører og hovedformen, munden og hagen er helt klart også fra min side.
Vi sad og sammenlignede med billeder af mine drenge, da de var små og ligheden mellem min yngste og Lillemanden er ikke til at komme udenom.
Så jeg synes jo helt klart, at lillemanden er utroligt vakker....

Men det var ikke svært at se ham igen. Jeg synes han er vidunderlig, men følelserne for ham er virkelig som for en hvilken som helst anden vens barn. Men jeg synes at det er lidt vemodigt at de skal flytte op til nordsverige. De skal være der i ½ år pga Pappa2's arbejde. Så jeg ved ikke hvornår jeg ser dem igen. Men det er lige så meget fordi, jeg efterhånden har lært fædrene så godt at kende og jeg synes at de er vidunderlige mennesker. Så jeg kommer til at savne den kontakt, vi har fået gennem det seneste år.

Fint besøg.

I dag kommer Lillemanden og Pappa1 til Danmark.
Vi skal bestille et pas til ham, og han skal være tilstede personligt, når man bestiller pas.
Han skal have taget et pasbillede, hvor han hverken må lukke øjnene eller åbne munden.
Han skal måles, og hans længde skal skrives ind i passet, der derefter gælder i 2 år....

Jeg har lidt svært ved at tage det alvorligt. Indenfor de 2 år kommer han jo til at forandre sig ganske meget og næsten fordoble sin længde. Jeg synes man kunne have dem indskrevet i sit eget pas de første 2 år som i de gode gamle dage. Det ville da gøre det noget nemmere.

Hormoner og synsforstyrrelser..

Jeg har opdaget en lidt urovækkende "ting".

Mit syn har ændret sig, siden jeg fødte.

Jeg har altid haft fantastisk syn. Kan se skarpt lang og nær. (Selvom jeg synes at nærhedsgrænsen har rykket sig 10 cm ud fra min næse, men det er mere alderen.)

Nu har jeg problemer med at stille om, når jeg læser noget tæt på og skal se noget længere væk og omvendt. Det kan være når jeg sidder i sofaen og læser og så kigger op og ser på tv'et. Så er tv'et sløret og texten dobbelt.... Som regel bliver det bedre, men det tager lidt tid for øjnene at omstille sig. Og nogen gange bliver det ikke skarpere......

Jeg kan ikke huske at jeg har oplevet det før efter de andre fødsler. Måske er det også noget aldersbetinget...
Føj... Kan ikke lide at hændelser og tilstande er aldersberoende. Det synes jeg at jeg er for ung til.
Måske skulle jeg spørge en optiker...

På vej tilbage.

Tilbage i DK og snart tilbage til normale tilstande.
Jeg har haft meget ømme bryster og meget mælk, men nu er det på tilbagetog.

Maven er stadig meget øm og jeg tager stadig smertestillende. Men det er egentlig kun nødvendigt fordi jeg ikke kan holde mig i ro. Men nu hvor jeg er tilbage i DK, kan jeg tage den mere med ro.

Jeg mødtes med fædrene og Lillemanden i Stockholm under Priden. Han var så fin og vakker. Og fædrene var glade og tilfredse.
Det var dejligt at se dem igen, men jeg har ingen "moder-følelser" overfor ham. Han er dejlig, men han er jo ikke min og har egentlig aldrig været det.
Men der er mange følelser, der skal falde på plads og det kommer til at tage noget tid. Lige nu er det tankerne om at jeg ikke føler mere for ham, end jeg gør for andre venners småbørn.
På den ene side, så har jeg det ok med at føle det sådan, på den anden side, så får jeg næsten dårlig samvittighed over at jeg føler så lidt.

Hormonella.

Mine bryster ville ikke give sig uden kamp. Jeg har masser af mælk og er nødt til at gå med trusseindlæg i BH'en i mangel af ammeindlæg, som jeg nægter at købe! Jeg har 2 sports-BH'er på for at stramme brystvævet ind. Det skulle også hjælpe lidt på det. Men jeg har taget endnu en Dostinex kur og jeg tror at det er begyndt at hjælpe lidt. Hævelsen og ømheden er faldet, men jeg kan mærke mælkerefleksen med jævne mellemrum........
Hævelsen i maven er faldet lidt og jeg ser knap så gravid ud længere. Er nu på det stadie, hvor man ikke tør spørge en overvægtig kvinde om hun er gravid eller ej ;o)

No milk today...

I går aftes mærkede jeg en lille prikkende fornemmelse i brysterne, som jeg valgte at ignorere. (En strategi, der plejer at fungere glimrende for mig på så mange andre punkter.)
Men i morges var det tydeligt. Der er aktivitet i mælkekirtlerne.......... Og i morgen skal jeg flyve til Sverige, så det er utroligt dårlig timing.
Gammelt husråd er at binde brysterne stramt ind, så jeg sidder lige nu med 2 sports-BH'er på, der er for små, og kan næsten ikke få vejret.
Moderne råd er mere Dostinex, så det skal jeg hente senere i dag.
Tør ikke flyve til Sverige med bryster, der ulmer som en gammel vulkan, der venter på udbrud....

Heling...

Efter kejsersnittet lignede jeg rent ud sagt lort!

Jeg var meget ødematøs. Mine fingre og ben var meget hævede. Mit ansigt så ud som om jeg havde været på druk. Øjnene var hævede, jeg havde blødt 500 ml og var ligbleg med fremtrædende fregner. Jeg undgik spejlet, når jeg var på toilettet...

Vægten viste også at jeg kun havde tabt 200 g. Og med tanke på at Lillemanden vejede 3260g, moderkagen  660 g, der var ca 1 liter fostervand og jeg havde blødt 500 ml, så burde jeg have vejet 5500 g mindre og ikke kun 200 g. Så det er meget væske!!!!!

Men i morges var det 2000 g mindre, så vandstanden er ved at falde :)

Bureaukratiens mølle.

Vi vidste at selve graviditeten og fødslen ville blive den "lette" del i forhold til "rugemoderiet".

Det tunge er startet nu. Bureaukratiet. At få overført Lillemanden på papiret til Sverige og sine fædre.

Faderskabspapirene er indsendt, så Pappa1 kan blive registreret som biologisk far.
Men for at Lillemanden skal kunne flytte til Sverige, må han have et dansk pas. Og for at få dansk pas, skal han have et navn. Og eftersom jeg indtil videre er ene-indehaver af forældremyndigheden, kan han kun få mit efternavn.
Og det fornavn, som han skal have, er ikke godkendt i Danmark. Vi kan ansøge om at få det godkendt, men så kan det tage alt fra 4 uger til 4 måneder inden han kan få godkendt sit navn.

So et kompromis blev et navn, som de havde overvejet at give ham og som er godkendt i Danmark og så mit efternavn indtil videre. Det tog til gengæld kun 10 min nede på Kordegnekontoret. Og det var kun fordi kordegnen var så snaksalig..... Så vil de få ændret hans navn på papiret, når han er registreret i Sverige.

Næste skridt er ansøgning om pas. Så om 2 uger, når jeg er tilbage fra Sverige, kommer Pappa1 tilbage til DK med Lillemanden, som skal være med, når man ansøger om pas. Han skal fotograferes og måles!!?? Passet gælder i 2 år og med tanke på hvor meget børn ændrer sig på kort tid er det liiidt svært at tage alvorligt.. Men regler er regler...

Ansøgningen om overdragelse af forældremyndigheden til faderen, må vente til passet er på plads. Det er lidt lettere, når det kun er mig, der kan/skal skrive under på papirene.

Bagsiden af medaljen.

Jeg har ikke skrevet så meget om selve fødslen, men den var mere kompliceret end som så. Ikke i forhold til selve forløbet, fraset at jeg ikke åbnede mig. Men jeg har hele tiden gjort alt for ikke at tænke på kejsersnit som en risiko, fordi jeg inderst inde vidste, at der kunne blive komplikationer. Jeg forventede nærmest komplikationer, og jeg er bestemt ikke en sortseer eller dommedagsprofet.

Da jeg fik lavet planlagt kejsersnit med min ældste søn, fik jeg problemer under operationen, fordi mit blodtryk er i den lave ende og det dykkede kraftigt efter anlæggelse af spinalblokaden, men narkosesygeplejersken tog mig ikke alvorligt, da jeg sagde at jeg blev dårlig, for hun havde jo lige målt mit tryk, inden jeg kunne mærke at det dykkede. Men lige inden jeg besvimede, kunne jeg høre at hun fik travlt med at stabilisere mig. Jeg nåede at komme ned på 65/45 ifølge narkosejournalen, men heldigvis kun kortvarigt.

Jeg havde snakket med narkoselægen om det til forsamtalen, men under selve operationen, var det en anden læge og han blev bare ved med at ævle om at det var helt normalt at være nervøs og bla bla bla. Så han gav mig noget beroligende, selv om jeg var ganske rolig, med det resultat at jeg blev så skæv, at jeg ikke kan huske de første timer sammen med min nyfødte søn.

Efter operationen var det vigtigt at de ikke gav mig morfika, for det kan jeg ikke tåle. Jeg kaster op og var ikke interesseret i at kaste op med et stort sår i maven. 

Da jeg kom op på barselsgangen efter operationen, var der en ældre afdelingssygeplejerske, der insisterede på, at jeg skulle have noget syntetisk fremstillet morfin, for det blev man ikke dårlig af. Jeg forsøgte at protestere, men overgav mig til sidst, da hun nærmest truede mig med et smertehelvede og udsigt til kun at få Panodil ellers. 

15 minutter efter lå jeg på siden og kastede op, så det føltes som om mine tarme var på vej ud gennem mit sår. Jeg måtte tigge for at få Narcanti, en modgift, for at komme ud af dette smertehelvede og ind i det næste, hvor jeg i det mindste ikke kastede op. 

Så alt i alt var jeg ikke særlig glad for udsigten til et kejsersnit denne gang. Jeg var rent ud sagt dybt ulykkelig  og skuffet og kunne ikke rigtig sætte ord på det ud over den faglige remse med risikoen for komplikationer etc. Her bagefter kan jeg forstå, at det var den gamle oplevelse, der sad gemt dybt inde i mig. Men den havde aldrig fået plads, for man er jo fyldt op med den nye rolle som nybagt forælder. Og når enden er god osv....

Denne gang havde jeg allerede en epiduralblokade, så narkoselægen sagde, at den ville han sprøjte op, så jeg var smertedækket under operationen. Mit blodtryk var dykket flere gange under fødslen og jeg havde også kastet op en enkelt gang, hvor jeg havde ligget for længe på ryggen, men der var styr på det.
Da jeg kom ned på operationsstuen og skulle ligge på lejet, var jeg nødt til at lægge mig om på siden, fordi jeg blev dårlig. Så kejsersnittet blev lavet med mig halvvejs i natostilling. Ikke de nemmeste arbejdsforhold for lægerne.

Epiduralblokaden var meget effektiv. Så effektiv at jeg var bedøvet på bagsiden helt op i hårbunden. På forsiden var huden på brystkassen følelsesløs og mine kinder summede. Armene var tunge og følelsesløse. Jeg kunne løfte dem, men ikke mærke hvor de var. Jeg havde svært ved at trække vejret og til sidst kunne jeg ikke synke. Jeg lå og kastede op, men havde ingen bugpresse til at hjælpe mig. Det var grimt. Meget grimt. Men jeg var egentlig ikke bange i situationen. Jeg følte mig i trygge og kompetente hænder, og jeg kæmpede ikke imod. Jeg sank langt væk, havde svært ved at respondere, når det talte til mig, men jeg hørte det meste - tror jeg.
Mit blodtryk rasede selvfølgelig ned, men de havde styr på det og fik det stabiliseret hurtigt. Tror jeg i hvertfald. Jeg var ikke helt så nærværende hele tiden.

Jeg havde aftalt med narkoselægen at jeg kunne få lov til at beholde epiduralblokaden det første døgn, eftersom jeg ikke kan tåle morfika og det er jeg meget taknemlig for. Men den gjorde at jeg var låst fast i sengen det første døgn og mine balder er stadig følelsesforstyrrede her knap 4 døgn efter.
Katheteret fik jeg også lov til at beholde, eftersom jeg ikke kunne stå på mine ben og komme ud på toilettet, så jeg lå som en strandet hval på ryggen.
Det var helt underligt at kunne ligge på ryggen igen efter 5 måneder på siden.
Så jeg nød min udsigt - mine fødder:

Og sådan så min mave ud bagefter:

Ikke det kønneste syn, men med tiden bliver den vel mindre.......

Nå ja - jeg skulle også have blodfortyndende injektioner i 2 dage.. Jeg sagde at jeg var da ikke disponeret for blodpropper, men fik at vide at det var pga min alder!!! Tænk at man er nået i den kategori, hvor indikationen for behandling er alder!!

Hjemme igen.

Nu er det overstået..

Den 27.07 kl 01.21 blev lillemanden født. Han vejede 3260 g og var 53 cm lang. En perfekt  og smuk lille dreng.

Fødslen gik ikke lige efter planen.
Jeg kom ind på fødegangen d.26. kl 09 om morgenen med vandafgang og begyndende småveer.
Kl. 10.30 fik jeg drop for at sætte gang i veerne. Men der skete bare ikke noget. Jeg havde regelmæssige veer, men ikke stærke nok til at jeg åbnede mig.

Kl. 19 slukkede de for droppet og vi holdt pause i 2 timer, for at give livmoderen en pause. Jeg havde stadig småveer og da droppet blev tilsluttet igen kl 21 gik det hurtigt med at få gode veer igen. Men der skete desværre bare ikke noget. Jeg var blevet 3 cm i løbet af eftermiddagen og kom ikke længere. Men han havde det godt under hele forløbet.

Kl. 0.30 blev det besluttet at det skulle være kejsersnit. Det var en tung beslutning og jeg var dybt ulykkelig. Men vidste godt at det var den rette beslutning.

Min kæreste var med inde ved kejsersnittet og fædrene ventede udenfor. Han blev båret ud til dem med det samme og de har været sammen lige siden.

De rejste hjem til Sverige allerede ved middagstid og rejsen hjem gik godt. Han har opført sig eksemplarisk hele vejen hjem og er nu ved at blive forkælet af hele familien i Sverige.

Jeg er kommet hjem igen og har det godt alt taget i betragtning. Jeg har ondt i operationsarret og er skuffet over at det endte i kejsersnit. Men glad for at han har det godt og at fædrene er lykkelige......

Nu sker det.....

I dag skal det være.. 

40+1 ifølge den danske scannetermin.

39+4 ifølge inseminationsterminen.

Kom tilbage til DK igår. Min kæreste og fædrene er med. Fædrene er installerede på et hotel/motel og kan bare vente - stakler :)

Min jordemoderveninde undersøgte mig i går aftes og alle de sammentrækninger jeg har haft den seneste uge, har ikke været forgæves.

Min livmodermund er blød og gaber så meget, at hun kunne lave hindeløsning på mig. Så tog jeg 2 Pamol og gik i seng og sov stort set hele natten. 

Aftalen er så at vi skal mødes på fødegangen kl 9 her til morgen, og så vil hun prikke hul på fosterhinderne. Så skal vi bare vente på veer......

Jeg har lidt småveer nu, men intet der skal forhindre mig i at få min morgenmad :) 

Det er så surealistisk at det nu skal have en ende, så det er ikke til at beskrive lige nu.

Jeg lægger lige 2 billeder ind.

Det er begge pralebilleder.

Det ene er det royale babytæppe, som jeg har strikket til dem. Jeg ville gerne give dem en personlig gave med fra mig til ham. iPhonen på tæppet er bare så man kan se størrelsen.

Det andet er det sidste mavebillede. En 41 årig rugemave med ca 32-3400 g baby med tilbehør og ikke et eneste strækmærke!! Vægten her til morgen viser det samme, som den gjorde for 3 uger siden, men han er heldigvis vokset fint, så det er mig, der ikke har taget på.. Og jeg har ellers spist godt! Alt i alt er det blevet til 6,7 kg. 

Hasta la vista baby....

Nu skal jeg ind og føde!!!!!!!

Liggende transport

Intet nyt fra østfronten.

Har mange plukveer, der kan mærkes mere og mere og enkelte er også kraftigere end plukveer, men det bliver ikke til mere end det.

Var på det sidste jordemoderbesøg hos den svenske jordemoder i fredags. Han vokser fint, men hovedet står højt og der er ingen tegn på at han er ved at trænge ned i bækkenet.
Det vil sige, at hvis vandet går, så skal jeg lægge mig ned og ringe ind på fødegangen. Så arrangerer de liggende transport med ambulancen. Det skulle da lige passe at jeg skal være dramaqueen her på mine gamle dage ;)
I Danmark har man afskaffet liggende transport ved vandafgang og højtstående hoved, så jeg håber at mine hinder holder til jeg kommer tilbage til DK.

Vi rejser i øvrigt tilbage til DK på onsdag. Så er det slut med ferie/ventetid i Sverige.
Jeg har dansk termin på onsdag og min veninde, der er jordemoder, har lovet at hjælpe mig med at provokere fødslen i gang på torsdag. Fædrene kommer med til DK på onsdag, så de slipper for at skulle vente flere dage i DK, hvis barnet har tænkt sig at følge min familietradition med at gå over tiden.

Nu må han gerne komme ud. Jeg har virkelig haft det skønt og ukompliceret i hele graviditeten, men nu er hans spark ubehageligt voldsomme og jeg får ondt i hofterne om natten, når jeg ligger for længe og tungt på siden. Mit bækken begynder også at knage i sammenføjningerne, men i betragtningen af at der kun er en halv uge tilbage, så kan jeg knap nå at klage......

Sommer billeder.

Denne sommer er perfekt at være gravid i. Jeg gruede lidt for at skulle være højgravid i hedebølge, men det har der bestemt ikke været noget af. Heldigvis da. Skal man klage over noget så skulle det da lige være luftfugtigheden. Det kan være sejt at få luft, når man ikke kan trække vejret særlig langt ned i lungerne. 

Jeg fik taget billeder ved en professionel fotograf og de blev rigtig gode. Et af favorit billederne, var det klassiske hjerte på maven: 

Elefantfødder

Sådan ser benene og fødderne ud efter en lang køretur tværs over Sverige. 5 timer i bil i 24 graders varme er ikke ligefrem flatterende... 

Bikinivoks og gelenegle

Så er jeg klar til fødsel - sådan da. Jeg har fået ordnet fødder, vokset ben og en udvidet bikinivoks. Det gjorde mere ondt end frygtet, men var heldigvis forholdsvis hurtigt overstået. Jeg tænkte hele tiden på at det trods alt ikke var så slemt som veer. Som om det hjalp! Men nu er jeg i hvertfald fin og præsentabel fra navlen og ned. At jeg kommer til at ligne lort fra navlen og opad i kampens hede kan jeg ikke gøre noget ved :) Forfængelighed dit navn er hormonel kvinde!!

Gravide og mareridt

Jeg ved godt at det er ganske normalt for gravide at drømme underlige og uhyggelige drømme.
Under normale omstændigheder har jeg stort set aldrig mareridt, men i nat er nok det jeg er kommet tættest på under denne graviditet.
Jeg drømte at jeg blev bagt og raget på af en mager, syngende Woppie Goldberg-klon!!! Og da jeg sagde at jeg allerede havde en kæreste, blev hun skide sur og smækkede med døren.
Det var scary........

Global opvarmning?? Hvor??

Så er der taget hul på den anden sommermåned i år og indtil videre har det ikke været noget at råbe hurra for.
Synes godt vi kunne have lidt mindre regn og lidt mere sol.
Men det behøver ikke blive alt for varmt de næste 4 uger. Jeg kan stadig se mine ankler og det vil jeg gerne kunne blive ved med. Men ringene er blevet lidt strammere her på det sidste, selvom vægten ikke rokker sig ud af stedet. Begynder at tro at jeg har nået min badevægts max-visning :) Puha... Tænk om jeg i virkeligheden vejer mange kilo derover i virkeligheden.
Men det er blevet til alt for lidt is nede på havnens iskiosk i år.

Insemination og ægdonation

Jeg har fået en del forespørgsler vdr. insemination og ægdonation i forbildelse med rugemoderskab.
I følge den danske lov, er dette gældende:

Lov om kunstig befrugtning § 13 indeholder et udtrykkeligt forbud mod befrugtning af en kvinde, der har indgået en rugemoderaftale. Det betyder, at en dansk klinik, hvor en læge har ansvaret for befrugtningen i Danmark ikke må befrugte en kvinde, der skal fungere som rugemoder for et andet par. Selvom lov om kunstig befrugtning kun gælder for befrugtning udført af en læge eller under en læges ansvar, så kan andre klinikker vælge at følge lovens retningslinier. Det betyder, at der – så vidt vi ved – ikke eksisterer klinikker i Danmark, der tilbyder hjælp til kunstig befrugtning af rugemødre.


Dvs at hvis man skal have hjælp med det rent praktiske i befrugtningen, så kommer man lettest omkring det, hvis man ikke oplyser at man er der som rugemoder. Ikke at jeg opfordrer til ulovligheder, men hvis det er en sygeplejerske eller jordemoder på en jordmoderklinik, der inseminerer, så ER det ikke iflg. loven ulovligt.

Mavebilleder?

Jeg har overvejet at lade maven fotografere af en prof. fotograf, som jeg kender til. Hun har nogle meget atypiske og flotte, naturlige billeder, som jeg er helt vild med.
http://www.qkomma.dk/
Tanken er at det ikke er mig, der skal ses på billedet, men kun maven. Så når han bliver større og begynder at spørge til, hvordan han egentlig blev lavet, så har de noget konkret at vise ham. Hér lå du og ventede på at komme ud til os - agtigt.
Og hvis de ikke bryder sig om tanken og billederne, så kan de bare smide dem ud. Det vil jeg lade være helt op til dem.

At undervurdere sig selv.

36 + 0

Selv om min mave ikke er særlig stor, så er den større end jeg tror.
Det viser sig især ved at jeg konstant åbner skabe og døre ind i den, fordi den rager længere ud end jeg er klar over. Den bliver våd på undersiden, når jeg vasker op og den ligger ind over bordet/vasken.

Men det mest pinlige er, at jeg 2 gange på 2 dage har været nødt til at flytte parkeringsplads, for selv om bilen sagtens kunne være der, så kunne jeg ikke.

Jeg kunne simpelthen ikke mase mig ud af døren......

Så nu frygter jeg den dag, hvor nogen parkerer så tæt op ad den, at jeg ikke kan komme IND i den igen...

Burn baby - burn......

Halsbrand er stygt... Jeg kunne tænde Sct. Hans bålet på trods af regnen...

Men  jeg ved at det kunne være meget værre.... Til gengæld er jeg skånet for rigtig mange andre gener..
Men bare fordi det kunne være værre med andre ting, kan jeg godt tillade mig at have ondt af mig selv og min brændende hals.........

Lille men stærk....

Han ligger nedad med hovedet for tiden. Det har ellers være meget ustabilt de seneste uger.
Han har slået kolbøtter nærmest dagligt. Men nu lader det til at han har fundet sit leje. Og han sparker mine ribben godt og grundigt.

Men maven er ikke særlig stor af at være 3. gangs gravid, så jeg blev scannet igår.
Han vejer ca. 2300g og det svarer til minus 13 %. Det er tilladeligt, men skal scannes igen om 2 uger for at se at han fortsætter med at vokse, som han skal.
Men Pappa1 er heller ikke særlig stor, så jeg er ikke bekymret.

5 uger............

5 uger tilbage.... I bedste fald.. I værste fald 7 uger.
Største problem lige nu er logistikken omkring fødslen.
Jeg skal være i DK senest 2 uger før forventet termin. Men det gode er, at den svenske ultralydsfastsatte termin er senere end den danske. Så jeg har lidt længere tid at "løbe" på i Sverige.

Planen er at jeg tager til Sverige d.6.juli og skal være tilbage i DK senest d.25.juli, der er den danske terminsdato. Denne dato er fastsat efter ultralyd, men i virkeligheden kan jeg ikke have termin før d. 29.juli i henhold til inseminationsdatoen. Fosteret kan da ikke være 4 dage ældre, eftersom jeg hverken havde ægløsning eller blev insemineret 4 dage før.... Forvirrende?? Ja det tør siges.....

Længe leve antacida...

Jeg har nu tygget mig igennem det første glas Alminox. Et af de store vel at mærke!
Mavesyre i halsen er nederdrægtigt... Kan ikke forstå hvorfor det ikke kan blive nede i mavesækken.

Barselsorlov.

33 1/2 uge og nu er jeg endelig gået på barsel. Fysisk har jeg det strålende, men får flere og flere kraftigere kontraktioner. Det er selvfølgelig ikke usædvanligt, når man er 3. gangs fødende, men nogle af dem er virkelig kraftige. Så nu føles det rart at kunne gøre det meste i mit eget tempo. Ikke fordi at det er sat væsentligt ned, men jeg kan holde de pauser jeg vil, når jeg har brug for det. Og det er en væsentlig forskel.

Kom maj du søde....

Du godeste. Hvor blev maj måned af?
I morgen er det den 1. Juni og sommerens første dag ser ikke ud til at blive særlig sommerlig.
Vi skal på sommerfest med mit svenske job og det bliver i lange bukser, varme jakker og halstørklæder :(

I dag var Pappa1 og jeg hos den svenske jordemoder. Maven vokser og bettemanden bokser og sparker så det virkelig kan mærkes.
Blodtrykket er som hos en ung pige 110/60 og selv blodsukkeret var normalt 5,7. (Dog tror jeg at det er noget højere nu, hvor jeg ligger på sofaen og spiser Matador Mix ;)
Vi talte om fødselsforberedelse. Jeg har ikke behov for at gå til noget, men jeg tænker at det ville være godt for fædrene at få noget information. Og hvis det kan lade sig gøre, så vil jeg da gerne med.

29 uger. Advarsel for mavebillede....

Han er nu levedygtig, hvis han skulle blive født for tidligt. Har passeret 1200 g og vender nu med hovedet nedad og sparker på mine ribben.
Selv har jeg nu taget 5 kg på og det skyldes nok mest alt det slik jeg spiser lige for tiden.
Er blevet en rigtig sukkernarkoman igen. Må snarest på akut afvænning. Tror jeg tager en kold tyrker på søndag, når vi rejser til Rhodos på ferie i en uge. Tror sagtens jeg kan undvære slik, når jeg skal ligge på solstolen og læse bøger og høre Podcasts :)
Men det kan blive et problem at få sol på ryggen. Må nok grave et hul i sandet til maven. For den er blevet ganske stor nu:

Sol og liv....

Konfirmationen gik godt.
Ingen kom med kommentarer, men der var nogen, der kiggede lidt extra på maven.
Det er en fordel at have både til gården og gaden i forvejen. De fleste tror nok bare at jeg er blevet lidt tyk og tör ikke spörge af ren og skär höflighed ;)

I går d. 1.maj var der fridag i Sverige. Vejret var fantastisk og vi var i en park med bettemanden og nöd solen. Men der var larmende stille inde i maven. Jeg synes nu ellers at jeg märker ham hele dagen uanset mit eget aktivitetsniveau. Men varmen har måske väret mere end han kunne holde til.
I löbet af aftenen lå jeg på sofaen, spiste slik og puffede til ham og til sidst overgav han sig og puffede tilbage. Men det var dovent....
I dag er han heldigvis i fuld vigör igen. Ellers desvärre skulle jeg måske sige med lidt skam i stemmen. For han er ved at väre hård ved mine ribben.

Jordemoderbesög.

I dag skal vi så til jordemoder igen.
Begge fädre kommer med og min elskling kommer også med. Vi skal også ud og spise med fädrene. Morforäldrene skal passe bettemanden, så vi skal nyyyyde at have pasning.

Jeg er nödt til at powershoppe lidt idag også. Skal finde noget töj, jeg kan have på til min äldstes konfirmation.
Vakler lidt mellem at köbe noget, der skjuler den store mave for at undgå for mange kommentarer, eller noget opsigtsväkkende, der viser "Jeg er da ligeglad med hvad i tänker og synes".....

Plukveer eller plukkeveer?? Hvad hedder det i grunden?

Jeg begynder at mærke mere og mere til plukveer nu. Men det er ikke så underligt i betragtningen af at jeg er 3. gangs gravid. Men alt efter hvordan han ligger, kan det være mere eller mindre (u)behageligt.
Nogen gange føles det som om han er lavet af Legoklodser og hård og kantet. Andre gange føles det bare som en rund, fast bold.
Men han er sulten lille krabat. Han kræver mad tit og ofte.
Jeg synes jeg er konstant sulten.
Vægten er på vej op ad. Har nu taget i alt 4,5 kg på og det er da helt acceptabelt, men jeg kan mærke at jeg skal passe lidt på. For det er ikke just altid gulerødder og frugt han kræver. Det er lige så ofte chokolade og andet "godt".......
Men i aften tror jeg helt klart at han har lyst til Sushi og chokoladeis ;)

2 cifret....

Fik en hilsen fra min Babybump App i morges.
Nu er der så kun 98! dage til terminsdatoen......
Vildt at det pludseligt er blevet 2 cifret. Jeg synes stadig at der er laaaaang tid til, men datoen sniger sig ind på mig.
Maven er efterhånden også så stor, at den ikke lader sig gemme uden anstrengelser. Men de fleste tror nok bare at jeg er tyk :)
I eftermiddag flyver jeg til Sverige og skal gense min svenske familie og jeg glæder mig.

Politisk aktiv, Moi ???

Jeg blev interviewet til et ugeblad idag. Anonymt selvf.
Det er lidt skræmmende at skulle sidde og fortælle sin historie "offentligt".
Jeg har ikke lyst til at der skal være fokus på min person og min personlige historie, fordi jeg synes at den er personlig og mellem mig, mine nærmeste og fædrene.
Men jeg synes også at det vigtigt at stå frem og medvirke til at påvirke den gængse holdning og synliggøre behovet for en ændring af lovgivningen.

Selvom jeg er meget afklaret med min beslutning, så er det også "sjovt" at blive spurgt ind til det og sætte ord på de følelser jeg har omkring surrogat-mødreskab.
Og bundlinjen bliver meget mere tydelig. Jeg har absolut ingen betænkeligheder vedr. min beslutning.
Og det kan måske være svært for andre at forstå.

Bloody urin bloody hell!!

Sticksede urinen igen idag fordi jeg egentlig burde gå til egen læge til 25 ugers besøg, men jeg synes det er spild af tid og aldeles formålsløst. Men der var 2 + for blod igen.. Og heldigvis ingen andre symptomer. Så jeg fik sendt den til dyrkning og denne gang afventer jeg svaret inden evt. behandling.

Påske.

Nød en skøn påskesøndag i skoven sammen med de 2 store drenge. 

Vejret var fantastisk og skovbunden var dækket af de smukkeste hvide anemoner.

Og der var små spæde grønne blade på nogle af træerne og buskene.

Der er håb forude for et skønt forår...

Lydhilsen fra fædrene.

Fædrene har sendt en lydfil via mail hvor de læser højt for deres barn.
Det er i grunden ganske rørende, men lidt underligt at sidde med ørebøffer på maven.
Men nu får han mulighed for at høre deres stemmer også.

Flere undersøgelser viser helt klart at nyfødte genkender moderens stemme, men jeg er sikker på at det også kan gælde for faderen.
http://www.pregnancyandbaby.com/baby/articles/938737/yeah-mom-i-hear-you-hearing-in-utero

Nu et barn.

Nu har vi passeret den magiske 24 ugers grænse.
Det vil sige at hvis han bliver født nu, så er han ikke længere en abort, men et barn. Og det er da en rar tanke.

God påske..... :)

Vokseværk.

Uge 24 i morgen og maven ser ud som om jeg var i 30. uge.
Men det er skønt at vide, at han vokser og trives.

Hos jordemoder.

Var på besög hos jordemoderen i Sverige sammen med Pappa1. Alt så fint ud og han hörte hjertelyden for förste gang. Det var nu meget rörende, men jeg har fortsat en distance til det hele og det er jo ikke så underligt. Det er måske endda ganske sundt.
Men jeg er glad på deres vegne..... Og så er det jo ganske hyggeligt at märke de små spark, der snart ikke er små längere.......

På sygehuset.

Ultralydscanningen i sidste uge sammen med fädrene gik godt. Lilleprutten var så som så samarbejdsvillig, men det lykkedes at se ham til sidst. Og han så selvfölgelig så fin ud.... Og fädrene var lykkelige...
I forbindelse med undersögelsen, fik jeg stickset min urin og det viste sig at der var 1+ for blod! Det har jeg aldrig haft för og vidste ikke hvordan det skulle tolkes.
Googler man det (for det gör man jo nu til dags) så kunne det väre tegn på nyresten eller prostata cancer. I bedste fald en urinvejsinfektion. Men jeg har absolut ingen andre symptomer på noget som helst. Så jeg slog det hen.

I går testede jeg så urinen igen og nu var der 3+'er....... Eftersom jeg er i Sverige og ikke har nogen "husläge" var jeg nödt til at tage ind på skadestuen/vagtlägen. Så det gjorde jeg kl 19.30 i går aftes.
Först sad jeg og ventede 1½ time og endte med at få blodtrykdfald, så jeg var ved at besvime. Jeg kom ned at ligge og mit BT var 100/60 efter 10 min. Måske lidt i den lave ende, men jeg havde det fint efter at have ligget en stund. Og jeg fölte mig dummere end dum... Blodtryksfald... Hvor amatöragtigt ;)
Men så ville de sende mig på födegangen... Og jeg blev sgu' kört derop i en körestol!! Mens jeg skulle sutte på en saftis for blodsukkeret.
De ville tilsyneladende ikke tro på, at jeg havde spist og drukket maser i löbet af hele dagen og at BT's faldet kun skyldtes deres hårde stole :)
Men så sad jeg og ventede i 1½ time på födegangen på at skulle tilses af en läge, der havde travlt med vigtige ting. Mit urin blev testet og jeg blev sat i profylaktisk behandling for blärebetändelse.
Efter 4 timer var jeg hjemme igen og idag er jeg trättere end trät..........

Sleeping beauty.

Har sovet non-stop hele natten. Det sker sådan ca et par gange om måneden. Lillemanden har sovet i sin egen seng uden et kny og han sover stadig, mens jeg spiser morgenmad og kæresten er i bad. Hvilken luxus. Og så på en helt almindelig torsdag.
I dag efter arbejde skal vi til gennemscanning sammen med fædrene. Det er lidt sent i uge 22, men det skulle passe med at jeg var i Sverige og de begge kunne være med.
Men jeg er blevet scannet i DK også og alt så fint ud. Så det er mest for fædrenes skyld.

Ellers arbejder vi på højtryk med at få løst problemet vedr. evt. fødsel i Sverige. Jeg bor i DK men arbejder og betaler skat i Sverige. Men alligevel kan de ikke finde ud af, hvorvidt jeg er berettiget til at være i den svenske sygesikringskasse og få hjælp i Sverige under graviditet og fødsel. Skriftligt står der en ting, men mundligt oplyser de noget andet, når man ringer og spørger.
Det er lige før det er bedst at spille dum og så bare føde i Sverige og efterfølgende henvise til deres egne retningslinjer, men det ville være så bittert at få en stor efterregning..

Alive and kicking..

For hver dag der går, bliver maven større, så det går som det skal.
Hans spark bliver også mere og mere tydelige og der er kraft i den lille spirrevip.
Forleden aften på sofaen lagde kæresten hånden på maven og fik et tydeligt spark tilbage.

I nat er jeg også blevet sparket på maven, men det var på ydersiden af en 2½ årig febersyg dreng, der kartede rundt i sengen og sov meget uroligt... Men nu ligger han i sengen sammen med kæresten og sover, som kun et lille barn kan - på tværs i sengen og højlydt snorkende :)
Og jeg skal på arbejde.......

I survived....

Jeg overlevede spinningtimen. Det gik faktisk forbavsende godt. Var kun nødt til at sætte mig ned før tid 2 gange. Men jeg tog den også rimeligt med ro.
Men jeg kan mærke lidt til min symfyse efterfølgende.
Dagen igår var også lidt ekstrem i min målestok.
Jeg gik sammenlagt 4 km for at aflevere og hente min bil til service, var på arbejde, ryddede op og gjorde rent, ordnede vasketøj. Først ved 20 tiden i går aftes, satte jeg mig ned og blev siddende. Træt i kadaveret og med en livmoder, der protesterede mod al den uvante aktivitet.
Så idag er der skruet lidt ned for tempoet igen.
På plussiden har vægten endnu ikke overskredet før-inseminations højdepunktet.

Halvvejs.

Det er for vildt og urealistisk. Tiden er gået hurtigt indtil nu og jeg har allerede fået min arbejdsplan frem til jeg skal holde ferie og så direkte på barsel.
Sidste arbejdsdag er 11.maj. Om 2 mdr!!

Spinnende vanvid.

I bestræbelserne på at være et godt forbillede for mine drenge, har jeg meldt mig til Spinning med dem på torsdag. I et øjebliks sindssyge kan man vist roligt sige. Jeg har ikke dyrket nogen som helst form for motion, siden jeg løb i sommers. Undrer om jeg overhovedet kan passe mine Spinningbukser.

19 ½ uge.

Maven kan snart ikke skjules længere og der er daglige små spark og hilsner inde fra ham.
Det er nu så hyggelig en følelse at mærke liv og lidt syret. Tænk at der ligger et lille levende væsen derinde af kød og blod og med bitte små negle og øreflipper. Det er da et lille mirakel når man tænker efter, som man kun kan have den dybeste respekt for. Tænk at naturen kan lave sådan et lille væsen, der lever sit eget liv og vokser helt af sig selv og udenfor min indflydelse. Bortset fra at den selvf. lever af mig.
Gennemskanningen gik godt. Han ser sund, rask og velskabt ud. Andet ville da også være underligt. Han har de bedste vækstbetingelser. Får vitaminer, kalk, jern og fiskeolie dagligt. (Kan i øvrigt ikke forstå at man ikke kan opfinde fiskeolietabletter, som man ikke bøvser sardinbøvser af hele formiddagen)

Og her er han så. Sutter på tommelfinger.

Og så lige et til, bare fordi han er så sød :)

Alt vel og maven vokser.
Arbejder som en hest og er trættere end træt.
Synes snart det burde vende og overskuddet skulle komme tilbage. Det står der i hvertfald i bøgerne....

Liv?

I dag sad jeg foroverbøjet foran computeteren. Og pludselig mærkede jeg 2 små men tydeligt mærkbare spark i den ene side af livmoderen.
Jeg havde ikke regnet med at jeg skulle mærke noget før om flere uger eftersom moderkagen ligger på forvægen.
Men det var tydeligt at han lavede et saksespark inde i min mave.

Lykken er.....

Lykken er at se sin 2½ åriges glade og søvnige ansigt, når han vågner og det går op for ham, at jeg efter at have været væk i næsten 3 uger, er kommet hjem i løbet af natten. At mærke hans små, bløde, varme arme om min hals og det våde smækkys, der plantes på mine læber..
Og dobbelt lykke er det at han falder i søvn ved siden af mig og det hele gentager sig 1 time senere, når han vågner igen.
Og ufattelig lykke er det, at på den anden side af ham i sengen, ligger den mest vidunderlige kæreste i hele verden - og hun er min......

Pudser lige glorien.

Jeg holdt med at ryge, da jeg fyldte fyrre for 10 mdr siden. Jeg har ikke farvet hår siden juni måned (og jeg opdage at jeg ikke havde så mange grå hår, som jeg troede). Jeg har sammenlagt drukket 1/4 glas champagne og 1/2 øl siden jeg blev insemineret. Hver dag spiser jeg vitaminer, kalktabletter, fiskeolietabletter og ekstra B vitaminer. Jeg har stor lyst til fisk og idag blev jeg helt vildt lækkertørstig efter et stort glas mælk. Og det drikker jeg ellers stort set aldrig. Jeg drikker max en kop kaffe dagligt og spiser minimalt med sukker (som oftest) og masser af appelsiner og Pomelogrape. Så alt i alt synes jeg det er flot gjort af mig, der ellers absolut ikke er helsefanatiker.
Derfor var det også med god samvittighed at der røg en Ben & Jerry's is ned i kurven i dag ;)

And the answer is.....

Vi tror det er en dreng.
Det ligner grangiveligt en lille tap til højre i billedet mellem benene.
Men vi skal til scanning igen med fædrene den 13.feb. Så må vi se om det stadig ligner en dreng.

Gæt et køn!

Kom med dit bud. 

Løsningen kommer i morgen.

Ups I did it again.

Præcis som i går skulle jeg liiige have en halv til en hel time på øjet ved ettiden.
Vågnede af dyb comatøs søvn efter to!

Obsternasig?? Moi???

Jeg er normalt et meget positivt og overbærende menneske, men jeg ved ikke om det er alderen eller graviditeten, der har fået en anden og knap så flatterende side frem i mig.

Jeg var ved lægen idag (2. gang inden for en måned.. Det er ikke lige mig. Jeg plejer at være der hvert 2. år!)
og skulle have tilset en skade på min hånd. Det blev jeg ikke ret meget klogere af, men han skulle ringe til mig i starten på næste uge, med en eller anden form for genoptræningsplan.

Jeg bad ham lytte på mine lunger, da jeg har været syg i 4 dage med vekslende feber og kraftige hosteanfald.
Min største bekymring lige nu er lungebetændelse, da flere omkring mig, har været ramt af dette.
Selv kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det. Jeg kan i ihvertfald ikke mindes at jeg har fået antibiotika de sidste 6-7 år.

Den læge jeg var hos idag, er en ældre herre, med det mest rodede konsultationsværelse, jeg nogensinde har set. Og det var ikke rodet på en hyggelig måde, men derimod på en yderst uhygiejnisk og klam måde.
Så jeg sad på kanten af stolen og forsøgte at pippe om mit ærinde og få indflettet min oplevelse af det tidligere besøg . Men han var tydeligvis ikke lydhør, så jeg opgav.
Han lyttede på min ene?? lunge og sagde at han kunne måske høre noget, der raslede nede i den. Så han ville give mig en recept på antibiotika "for en sikkerheds skyld".

Jeg er ikke modstander af antibiotika. Tværtimod.
Jeg er taknemlig for at min generation ikke længere dør af sygdomme, som antibiotika kan behandle.

Men jeg er indædt modstander af udskrivelse af recepter med venstre hånd "for en sikkerheds skyld"..
Så jeg gik på apoteket, ikke for at indløse recepten, men for at købe noget slimløsende, så det "noget" i min lunge kan løsne sig. Så må vi se.
Bliver det værre har jeg stadig recepten, men indtil da, forbeholder jeg mig retten til at være skeptisk.

På et hængende hår.

Min veninde, der scanner, arbejder på det sygehus, hvor jeg skal nakkefoldscannes.
Hun var der, da min doubeltest kom fra katastrofe konsultationen i lægehuset.
Hun så med det samme, at blodprøven ikke svarede til virkeligheden. Ifølge den, så var min HCG så lav at jeg klinisk ikke skulle være gravid.
Jeg stoler ikke på den inkompetente læge, der ikke kunne finde ud af at bestille blodprøverne på computeren, men måtte gå ud til sygeplejersken, for at få hjælp. Min frygt er, at de har fået blandet blodprøverne med en andens.
Nu er jeg så heldig at jeg har veninden, som opdagede det. Men hvad med den anden person, hvis blodprøver mine blev blandet med. Hvad skulle den person tjekkes for? Jeg håber bare at det ikke var noget livstruende.
Jeg fik i hvertfald taget ny blodprøve. Og heldigvis for det.
I følge den gamle blodprøve var min risiko 1:7
I følge den nye blodprøve er risikoen 1:700
Der er fandens til forskel.
I stedet for at skulle have lavet en moderkageprøve med risiko for abort af et højst sandsynligt sundt og raskt barn, kan jeg fortsætte med de sædvanlige undersøgelser, der tilbydes sunde og raske gravide med friske børn i maven.
På den ene side er jeg lettet, på den anden side er jeg rasende.

12 + 0

12 + 0 er på mange måder en magisk milepæl.
Man plejer at sige, at klarer man 12 + 0, så er man så godt som i mål.
Risikoen for abort er på nuværende 2 %. Og det er da ganske lavt. Problemet er bare, at min risiko for kromosomfejl er 40%.
Jeg skal til Nakkefoldscanning i morgen, men jeg skal også tage blodprøver i morgen, så jeg får ikke den endelige dom i morgen. Der kan gå 3 dage før jeg ved om jeg skal igennem en moderkageprøve eller ej.
Men jeg gruer lidt for min risikoberegning, min alder taget i betragtning.
Jeg har næsten vænnet mig til tanken om moderkageprøve, men det er ikke op til mig at træffe den endelige beslutning.
Jeg har sagt til fædrene at de har det endelige ord i den sag. Jeg har allerede sagt ja til at lægge krop til at føde deres barn, med alt hvad det indebærer. De har til gengæld lagt meget op til mig, eftersom "du ved bedst". Men jeg vil ikke have det endelig ord og dermed også ansvar, hvis der skulle være noget galt med deres barn. Og det forstår de heldigvis også godt.

De kan desværre ikke være med. De er rejst på en længe planlagt tur. De skal flyve i 10 timer. Jeg har sagt til dem, lidt for sjov og lidt for alvor, at de burde flyve i separate fly.

Men indtil den endelige dom, kan jeg nyde dette billede af en sprælsk lille loppe...
Den er 12 + 0, men det ved den ikke. Den har hele tiden været lidt forud for sin alder og den måler nu 64 mm og det svarer til 12 + 4!

Mareridt.

Er lige vågnet af den ledeste drøm.
Jeg drømte at man ved nakkefoldscanningen så misdannelser ved nyrene, som tegn på Harry Potter?? Syndrom.
Men jeg så dog hverken store briller eller ugler....... :)
Jeg har dog hørt om Potter Syndrom og det er bestemt ingen spøg.......
Håber ikke at jeg skal plages med alt for mange syrede drømme om misdannelser og des lige.

Tortur.

Jeg er ikke så aktiv ved tasterne for tiden. Graviditeten går godt. 
Maven vokser og jeg har været nødt til at pakke en del bukser væk, som ikke sidder komfortabelt længere. Og jeg er for tyk til hjemstrikkede løsninger med elastikker og andre kreative løsninger. Min løsning er H&Ms Mamma serie. De har nogen fede jeans, som jeg kan klemme bagen ned i. 
Derudover er ugen gået med at bettemanden er syg. Han har feber og er forkølet. Han holder sin mor og mig i gang, især om natten. Så de seneste dage har vi vandret rundt som zombier og ikke haft overskud til ret meget. 
Jeg havde helt glemt hvor træt og skør i hovedet man bliver, når man ikke får sovet. Yderst effektiv torturmetode.....

Den bundløse træthed.

Altopslugende træthed. Uoverkommelig, slæbe sig igennem dagen træthed.
1.januar opgav jeg kl 19.30 og gik i seng. Jeg var bange for at skulle vågne klokken lort om natten og ikke kunne sove videre, men jeg sov nonstop til næste morgen, hvor vækkeuret ringede.
Og siden da er jeg tumlet i seng senest kl 21. hver aften. Jeg glæder mig til at det skal vende igen.