Jeg har ikke skrevet så meget om selve fødslen, men den var mere kompliceret end som så. Ikke i forhold til selve forløbet, fraset at jeg ikke åbnede mig. Men jeg har hele tiden gjort alt for ikke at tænke på kejsersnit som en risiko, fordi jeg inderst inde vidste, at der kunne blive komplikationer. Jeg forventede nærmest komplikationer, og jeg er bestemt ikke en sortseer eller dommedagsprofet.
Da jeg fik lavet planlagt kejsersnit med min ældste søn, fik jeg problemer under operationen, fordi mit blodtryk er i den lave ende og det dykkede kraftigt efter anlæggelse af spinalblokaden, men narkosesygeplejersken tog mig ikke alvorligt, da jeg sagde at jeg blev dårlig, for hun havde jo lige målt mit tryk, inden jeg kunne mærke at det dykkede. Men lige inden jeg besvimede, kunne jeg høre at hun fik travlt med at stabilisere mig. Jeg nåede at komme ned på 65/45 ifølge narkosejournalen, men heldigvis kun kortvarigt.
Jeg havde snakket med narkoselægen om det til forsamtalen, men under selve operationen, var det en anden læge og han blev bare ved med at ævle om at det var helt normalt at være nervøs og bla bla bla. Så han gav mig noget beroligende, selv om jeg var ganske rolig, med det resultat at jeg blev så skæv, at jeg ikke kan huske de første timer sammen med min nyfødte søn.
Efter operationen var det vigtigt at de ikke gav mig morfika, for det kan jeg ikke tåle. Jeg kaster op og var ikke interesseret i at kaste op med et stort sår i maven.
Da jeg kom op på barselsgangen efter operationen, var der en ældre afdelingssygeplejerske, der insisterede på, at jeg skulle have noget syntetisk fremstillet morfin, for det blev man ikke dårlig af. Jeg forsøgte at protestere, men overgav mig til sidst, da hun nærmest truede mig med et smertehelvede og udsigt til kun at få Panodil ellers.
15 minutter efter lå jeg på siden og kastede op, så det føltes som om mine tarme var på vej ud gennem mit sår. Jeg måtte tigge for at få Narcanti, en modgift, for at komme ud af dette smertehelvede og ind i det næste, hvor jeg i det mindste ikke kastede op.
Så alt i alt var jeg ikke særlig glad for udsigten til et kejsersnit denne gang. Jeg var rent ud sagt dybt ulykkelig og skuffet og kunne ikke rigtig sætte ord på det ud over den faglige remse med risikoen for komplikationer etc. Her bagefter kan jeg forstå, at det var den gamle oplevelse, der sad gemt dybt inde i mig. Men den havde aldrig fået plads, for man er jo fyldt op med den nye rolle som nybagt forælder. Og når enden er god osv....
Denne gang havde jeg allerede en epiduralblokade, så narkoselægen sagde, at den ville han sprøjte op, så jeg var smertedækket under operationen. Mit blodtryk var dykket flere gange under fødslen og jeg havde også kastet op en enkelt gang, hvor jeg havde ligget for længe på ryggen, men der var styr på det.
Da jeg kom ned på operationsstuen og skulle ligge på lejet, var jeg nødt til at lægge mig om på siden, fordi jeg blev dårlig. Så kejsersnittet blev lavet med mig halvvejs i natostilling. Ikke de nemmeste arbejdsforhold for lægerne.
Epiduralblokaden var meget effektiv. Så effektiv at jeg var bedøvet på bagsiden helt op i hårbunden. På forsiden var huden på brystkassen følelsesløs og mine kinder summede. Armene var tunge og følelsesløse. Jeg kunne løfte dem, men ikke mærke hvor de var. Jeg havde svært ved at trække vejret og til sidst kunne jeg ikke synke. Jeg lå og kastede op, men havde ingen bugpresse til at hjælpe mig. Det var grimt. Meget grimt. Men jeg var egentlig ikke bange i situationen. Jeg følte mig i trygge og kompetente hænder, og jeg kæmpede ikke imod. Jeg sank langt væk, havde svært ved at respondere, når det talte til mig, men jeg hørte det meste - tror jeg.
Mit blodtryk rasede selvfølgelig ned, men de havde styr på det og fik det stabiliseret hurtigt. Tror jeg i hvertfald. Jeg var ikke helt så nærværende hele tiden.
Jeg havde aftalt med narkoselægen at jeg kunne få lov til at beholde epiduralblokaden det første døgn, eftersom jeg ikke kan tåle morfika og det er jeg meget taknemlig for. Men den gjorde at jeg var låst fast i sengen det første døgn og mine balder er stadig følelsesforstyrrede her knap 4 døgn efter.
Katheteret fik jeg også lov til at beholde, eftersom jeg ikke kunne stå på mine ben og komme ud på toilettet, så jeg lå som en strandet hval på ryggen.
Det var helt underligt at kunne ligge på ryggen igen efter 5 måneder på siden.
Så jeg nød min udsigt - mine fødder:
Og sådan så min mave ud bagefter:
Ikke det kønneste syn, men med tiden bliver den vel mindre.......
Nå ja - jeg skulle også have blodfortyndende injektioner i 2 dage.. Jeg sagde at jeg var da ikke disponeret for blodpropper, men fik at vide at det var pga min alder!!! Tænk at man er nået i den kategori, hvor indikationen for behandling er alder!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar