Hvornår så?

Det store spørgsmål er så, hvornår vi skal gå i gang med at forsøge.

Der bliver et problem med sommerferien, da jeg befinder mig i udlandet i juli måned sammen med min familie.
Vi kunne godt gå i gang i juni, men det vil betyde at jeg måske er tidligt gravid i juli måned, og min familie kommer nok til at studse over at jeg ikke drikker vin til maden. Og det kan jeg ikke overskue at skulle forklare allerede på det tidspunkt.

Jeg vil vente med at fortælle det til mine forældre til efter uge 12, hvor den første scanning og risikoberegningen for kromosomfejl forhåbentligt er veloverstået.

Så det bliver til august.
Og lykkes det ved første forsøg, så betyder det et barn til maj 2012....

Meget surrealistisk at tænke på....

Hemmeligheder.

Det er en stor ting at vælge at blive rugemor.
Så stor at det er svært ikke at dele det med andre.

Jeg har heldigvis min dejlige kæreste, som jeg kan fortælle alt og min bror er også informeret. Han synes selvfølgelig at det er en god ting, det jeg vælger at gøre.

I dag har jeg så også fortalt det til min kollega, som også er en god veninde. Hun sagde rent ud at det kunne hun også sagtens gøre, hvis det skulle være. Så hun forstod mig.
Og det var en lettelse.

Nu har jeg fortalt det til den første person udenfor min familie, og hun var helt indforstået med mit valg.

Jeg ved udemærket at det er en meget selektiv lille skare, der er indviet i min plan, men indtil videre har der kun været positive tilbagemeldinger. Og det er en lettelse..

Men jeg tror at jeg først fortæller det til flere, når og hvis det bliver aktuelt.
Dog overvejer jeg at fortælle det til min mor snart, men det kommer nok til at kræve nogle glas vin først, for begge parter...

Gamle billeder.

Jeg sad og ryddede op i computeren og var ved at kigge nogle billedmapper igennem, da jeg faldt over billederne fra min yngste søns fødsel. (Ham som min kæreste har født.)

Selv om jeg selvfølgeligt har været med til mine 2 ældste børns fødsler og mange andre via mit arbejde, var hans fødsel noget helt specielt. Det var første gang, jeg var med til en fødsel på sidelinjen og så alligevel involveret følelsmæssigt, som kun en forælder kan være.
Jeg oplevede fødslen fra en side, som i de gængse familier er forbeholdt faderen.

Og jeg husker hvor storslået og overvældende det var.

Og jeg kom til at tænke på, at måske en skønne dag skal det lykkes mig at muliggøre den oplevelse og følelse for de kommende fædre.

Og det er storslået og overvældende..

En stor ting i en lille verden.

Jeg bor i en mellemstor provinsby.

Jeg kommer ikke herfra, men bor her kun fordi mine børn er opvoksede her og min eksmand bor her.

Jeg har tænkt meget over hvad mine børn og ikke mindst min eksmand kommer til at sige til alt det her. Men mere derom senere.

En anden ting der fylder meget, er hvordan reaktionerne vil blive på mit arbejde og i lokalsamfundet.

Min første indskydelse er at gemme mig i 9 mdr, så jeg ikke behøver forholde mig til nysgerrige blikke og uheldige kommentarer. For det er bestemt ikke alle, jeg har lyst til at indvie i situationen.
Jeg synes helt enkelt ikke at det rager dem.

Jeg er nået dertil i mit liv, at jeg gør hvad der passer mig, så længe det ikke skader andre. Og der er ingen, der skal bestemme over mig og min krop. Jeg er i forvejen bundet til stedet hér og min eksmand gennem mine børn og det er mere end rigeligt for mig.....

Men det her er min beslutning og udover mig og min kæreste (og de kommende fædre) så er der ingen, der skal blande sig i mit valg...

Det første møde.

Jeg skulle mødes med den kommende far. Den biologiske far.
Hans partner var i udlandet og havde ikke mulighed for at komme med til det første møde.

Min kæreste og jeg havde aftenen forinden lavet en list over hvilke emner, der var vigtige at tage op. Og heldigvis for det.
Hun er så god til at strukturere og det er utroligt heldigt, når nu jeg bestemt ikke er det.
Hans partner havde også sagt til ham at han skulle lave en liste, men det havde han ikke gjort. Så vi gennemgik  min.

Og den var lang.

Der er mange ting, man skal tænke på.
Der er selvfølgelig hele det følelsesmæssige aspekt i det, men så sandelig også meget praktisk, som man skal have styr på.

Hvordan og hvornår skal inseminationerne foregå?
Hvad med scanninger for kromosomfejl og misdannelser?
Hvor og hvordan skal fødslen foregå? Og skal de være med?
Hvad med efterforløbet?
Adoption?
Hvor meget skal jeg være involveret efter barnets fødsel?

Listen var som sagt lang og vi kom vidt omkring.

Vi var heldigvis enige om langt de fleste ting og nye problematikker kom frem, som vi også var enige om.

Så det føltes rigtig rart.
Det var et godt møde og vi kom ind på hinanden. Så tæt som man nu kan på 4 timer.

Vi skal mødes igen om en måned, hvor hans partner også skal være med og det ser jeg frem til.

Adoption kontra rugemor. Lovligt kontra ulovligt.

Parret, som har fundet mig, er 2 mænd bosiddende i Sverige.

I Sverige er det tilladt for homoseksuelle par at adoptere, men realiteten er, at ingen lande ønsker at frigive børn til adoption af homoseksuelle forældre. Så det er en lov, der ikke fungerer i praksis.

Alternativet er at forsøge sig med et bureau i udlandet, hvor rugemødre er en legal industri.
Og det er reelt en industri.
Det er rasende dyrt og det er bestemt ikke rugemødrene, der skorer kassen hér.

I Danmark er det ikke lovligt at være rugemor og tage sig betalt for at føde andres børn og det synes jeg på sæt og vis er ok, men det gør det sværere, når man har reelle hensigter og ønsker at hjælpe andre.
Men det er ikke ulovligt at blive gravid og siden hen overlade barnet til dets biologiske far og dennes partner til stedbarnsadoption. Og hurra for det.

Så på den måde, kan man omgås loven uden reelt at gøre noget ulovligt.

Beslutningen

Beslutningen om at blive rugemor er egentlig truffet for flere år siden.
Min bror er gift med en anden mand og da de begyndte at tale om at få børn for 4-5 år siden, tilbød jeg mig som rugemor.Jeg var helt afklaret med at skulle bære en anden mands barn og overlade det efter fødslen. Jeg følte, at jeg havde fået de børn, som jeg ønskede mig.
Men da min bror også ønskede at være biologisk far, var dette ikke en mulighed.
Derudover var jeg på daværende tidspunkt gift med faderen til mine 2 ældste børn og han var ikke med på ideen.

Så jeg skrinlagde ideen, men den har spøgt af og til siden da.

Jeg har efter skilsmissen fundet en kæreste og hun har født et barn, som jeg anser som værende mit, selvom jeg ikke er den primære mor til ham.

Hun støtter mig heldigvis i mit ønske om muligheden for at hjælpe andre og det er også igennem hende og hendes familie at jeg har fundet et par, som ønsker min hjælp.

Det første trin.

Det første trin i at blive rugemor er et stort trin, men fremfor alt et langt trin...
Det er noget jeg har tænkt over mange gange i flere år og nu ser det ud til at det skal være...
Fortsættelse følger...