Heling...

Efter kejsersnittet lignede jeg rent ud sagt lort!

Jeg var meget ødematøs. Mine fingre og ben var meget hævede. Mit ansigt så ud som om jeg havde været på druk. Øjnene var hævede, jeg havde blødt 500 ml og var ligbleg med fremtrædende fregner. Jeg undgik spejlet, når jeg var på toilettet...

Vægten viste også at jeg kun havde tabt 200 g. Og med tanke på at Lillemanden vejede 3260g, moderkagen  660 g, der var ca 1 liter fostervand og jeg havde blødt 500 ml, så burde jeg have vejet 5500 g mindre og ikke kun 200 g. Så det er meget væske!!!!!

Men i morges var det 2000 g mindre, så vandstanden er ved at falde :)

Bureaukratiens mølle.

Vi vidste at selve graviditeten og fødslen ville blive den "lette" del i forhold til "rugemoderiet".

Det tunge er startet nu. Bureaukratiet. At få overført Lillemanden på papiret til Sverige og sine fædre.

Faderskabspapirene er indsendt, så Pappa1 kan blive registreret som biologisk far.
Men for at Lillemanden skal kunne flytte til Sverige, må han have et dansk pas. Og for at få dansk pas, skal han have et navn. Og eftersom jeg indtil videre er ene-indehaver af forældremyndigheden, kan han kun få mit efternavn.
Og det fornavn, som han skal have, er ikke godkendt i Danmark. Vi kan ansøge om at få det godkendt, men så kan det tage alt fra 4 uger til 4 måneder inden han kan få godkendt sit navn.

So et kompromis blev et navn, som de havde overvejet at give ham og som er godkendt i Danmark og så mit efternavn indtil videre. Det tog til gengæld kun 10 min nede på Kordegnekontoret. Og det var kun fordi kordegnen var så snaksalig..... Så vil de få ændret hans navn på papiret, når han er registreret i Sverige.

Næste skridt er ansøgning om pas. Så om 2 uger, når jeg er tilbage fra Sverige, kommer Pappa1 tilbage til DK med Lillemanden, som skal være med, når man ansøger om pas. Han skal fotograferes og måles!!?? Passet gælder i 2 år og med tanke på hvor meget børn ændrer sig på kort tid er det liiidt svært at tage alvorligt.. Men regler er regler...

Ansøgningen om overdragelse af forældremyndigheden til faderen, må vente til passet er på plads. Det er lidt lettere, når det kun er mig, der kan/skal skrive under på papirene.

Bagsiden af medaljen.

Jeg har ikke skrevet så meget om selve fødslen, men den var mere kompliceret end som så. Ikke i forhold til selve forløbet, fraset at jeg ikke åbnede mig. Men jeg har hele tiden gjort alt for ikke at tænke på kejsersnit som en risiko, fordi jeg inderst inde vidste, at der kunne blive komplikationer. Jeg forventede nærmest komplikationer, og jeg er bestemt ikke en sortseer eller dommedagsprofet.

Da jeg fik lavet planlagt kejsersnit med min ældste søn, fik jeg problemer under operationen, fordi mit blodtryk er i den lave ende og det dykkede kraftigt efter anlæggelse af spinalblokaden, men narkosesygeplejersken tog mig ikke alvorligt, da jeg sagde at jeg blev dårlig, for hun havde jo lige målt mit tryk, inden jeg kunne mærke at det dykkede. Men lige inden jeg besvimede, kunne jeg høre at hun fik travlt med at stabilisere mig. Jeg nåede at komme ned på 65/45 ifølge narkosejournalen, men heldigvis kun kortvarigt.

Jeg havde snakket med narkoselægen om det til forsamtalen, men under selve operationen, var det en anden læge og han blev bare ved med at ævle om at det var helt normalt at være nervøs og bla bla bla. Så han gav mig noget beroligende, selv om jeg var ganske rolig, med det resultat at jeg blev så skæv, at jeg ikke kan huske de første timer sammen med min nyfødte søn.

Efter operationen var det vigtigt at de ikke gav mig morfika, for det kan jeg ikke tåle. Jeg kaster op og var ikke interesseret i at kaste op med et stort sår i maven. 

Da jeg kom op på barselsgangen efter operationen, var der en ældre afdelingssygeplejerske, der insisterede på, at jeg skulle have noget syntetisk fremstillet morfin, for det blev man ikke dårlig af. Jeg forsøgte at protestere, men overgav mig til sidst, da hun nærmest truede mig med et smertehelvede og udsigt til kun at få Panodil ellers. 

15 minutter efter lå jeg på siden og kastede op, så det føltes som om mine tarme var på vej ud gennem mit sår. Jeg måtte tigge for at få Narcanti, en modgift, for at komme ud af dette smertehelvede og ind i det næste, hvor jeg i det mindste ikke kastede op. 

Så alt i alt var jeg ikke særlig glad for udsigten til et kejsersnit denne gang. Jeg var rent ud sagt dybt ulykkelig  og skuffet og kunne ikke rigtig sætte ord på det ud over den faglige remse med risikoen for komplikationer etc. Her bagefter kan jeg forstå, at det var den gamle oplevelse, der sad gemt dybt inde i mig. Men den havde aldrig fået plads, for man er jo fyldt op med den nye rolle som nybagt forælder. Og når enden er god osv....

Denne gang havde jeg allerede en epiduralblokade, så narkoselægen sagde, at den ville han sprøjte op, så jeg var smertedækket under operationen. Mit blodtryk var dykket flere gange under fødslen og jeg havde også kastet op en enkelt gang, hvor jeg havde ligget for længe på ryggen, men der var styr på det.
Da jeg kom ned på operationsstuen og skulle ligge på lejet, var jeg nødt til at lægge mig om på siden, fordi jeg blev dårlig. Så kejsersnittet blev lavet med mig halvvejs i natostilling. Ikke de nemmeste arbejdsforhold for lægerne.

Epiduralblokaden var meget effektiv. Så effektiv at jeg var bedøvet på bagsiden helt op i hårbunden. På forsiden var huden på brystkassen følelsesløs og mine kinder summede. Armene var tunge og følelsesløse. Jeg kunne løfte dem, men ikke mærke hvor de var. Jeg havde svært ved at trække vejret og til sidst kunne jeg ikke synke. Jeg lå og kastede op, men havde ingen bugpresse til at hjælpe mig. Det var grimt. Meget grimt. Men jeg var egentlig ikke bange i situationen. Jeg følte mig i trygge og kompetente hænder, og jeg kæmpede ikke imod. Jeg sank langt væk, havde svært ved at respondere, når det talte til mig, men jeg hørte det meste - tror jeg.
Mit blodtryk rasede selvfølgelig ned, men de havde styr på det og fik det stabiliseret hurtigt. Tror jeg i hvertfald. Jeg var ikke helt så nærværende hele tiden.

Jeg havde aftalt med narkoselægen at jeg kunne få lov til at beholde epiduralblokaden det første døgn, eftersom jeg ikke kan tåle morfika og det er jeg meget taknemlig for. Men den gjorde at jeg var låst fast i sengen det første døgn og mine balder er stadig følelsesforstyrrede her knap 4 døgn efter.
Katheteret fik jeg også lov til at beholde, eftersom jeg ikke kunne stå på mine ben og komme ud på toilettet, så jeg lå som en strandet hval på ryggen.
Det var helt underligt at kunne ligge på ryggen igen efter 5 måneder på siden.
Så jeg nød min udsigt - mine fødder:

Og sådan så min mave ud bagefter:

Ikke det kønneste syn, men med tiden bliver den vel mindre.......

Nå ja - jeg skulle også have blodfortyndende injektioner i 2 dage.. Jeg sagde at jeg var da ikke disponeret for blodpropper, men fik at vide at det var pga min alder!!! Tænk at man er nået i den kategori, hvor indikationen for behandling er alder!!

Hjemme igen.

Nu er det overstået..

Den 27.07 kl 01.21 blev lillemanden født. Han vejede 3260 g og var 53 cm lang. En perfekt  og smuk lille dreng.

Fødslen gik ikke lige efter planen.
Jeg kom ind på fødegangen d.26. kl 09 om morgenen med vandafgang og begyndende småveer.
Kl. 10.30 fik jeg drop for at sætte gang i veerne. Men der skete bare ikke noget. Jeg havde regelmæssige veer, men ikke stærke nok til at jeg åbnede mig.

Kl. 19 slukkede de for droppet og vi holdt pause i 2 timer, for at give livmoderen en pause. Jeg havde stadig småveer og da droppet blev tilsluttet igen kl 21 gik det hurtigt med at få gode veer igen. Men der skete desværre bare ikke noget. Jeg var blevet 3 cm i løbet af eftermiddagen og kom ikke længere. Men han havde det godt under hele forløbet.

Kl. 0.30 blev det besluttet at det skulle være kejsersnit. Det var en tung beslutning og jeg var dybt ulykkelig. Men vidste godt at det var den rette beslutning.

Min kæreste var med inde ved kejsersnittet og fædrene ventede udenfor. Han blev båret ud til dem med det samme og de har været sammen lige siden.

De rejste hjem til Sverige allerede ved middagstid og rejsen hjem gik godt. Han har opført sig eksemplarisk hele vejen hjem og er nu ved at blive forkælet af hele familien i Sverige.

Jeg er kommet hjem igen og har det godt alt taget i betragtning. Jeg har ondt i operationsarret og er skuffet over at det endte i kejsersnit. Men glad for at han har det godt og at fædrene er lykkelige......

Nu sker det.....

I dag skal det være.. 

40+1 ifølge den danske scannetermin.

39+4 ifølge inseminationsterminen.

Kom tilbage til DK igår. Min kæreste og fædrene er med. Fædrene er installerede på et hotel/motel og kan bare vente - stakler :)

Min jordemoderveninde undersøgte mig i går aftes og alle de sammentrækninger jeg har haft den seneste uge, har ikke været forgæves.

Min livmodermund er blød og gaber så meget, at hun kunne lave hindeløsning på mig. Så tog jeg 2 Pamol og gik i seng og sov stort set hele natten. 

Aftalen er så at vi skal mødes på fødegangen kl 9 her til morgen, og så vil hun prikke hul på fosterhinderne. Så skal vi bare vente på veer......

Jeg har lidt småveer nu, men intet der skal forhindre mig i at få min morgenmad :) 

Det er så surealistisk at det nu skal have en ende, så det er ikke til at beskrive lige nu.

Jeg lægger lige 2 billeder ind.

Det er begge pralebilleder.

Det ene er det royale babytæppe, som jeg har strikket til dem. Jeg ville gerne give dem en personlig gave med fra mig til ham. iPhonen på tæppet er bare så man kan se størrelsen.

Det andet er det sidste mavebillede. En 41 årig rugemave med ca 32-3400 g baby med tilbehør og ikke et eneste strækmærke!! Vægten her til morgen viser det samme, som den gjorde for 3 uger siden, men han er heldigvis vokset fint, så det er mig, der ikke har taget på.. Og jeg har ellers spist godt! Alt i alt er det blevet til 6,7 kg. 

Hasta la vista baby....

Nu skal jeg ind og føde!!!!!!!

Liggende transport

Intet nyt fra østfronten.

Har mange plukveer, der kan mærkes mere og mere og enkelte er også kraftigere end plukveer, men det bliver ikke til mere end det.

Var på det sidste jordemoderbesøg hos den svenske jordemoder i fredags. Han vokser fint, men hovedet står højt og der er ingen tegn på at han er ved at trænge ned i bækkenet.
Det vil sige, at hvis vandet går, så skal jeg lægge mig ned og ringe ind på fødegangen. Så arrangerer de liggende transport med ambulancen. Det skulle da lige passe at jeg skal være dramaqueen her på mine gamle dage ;)
I Danmark har man afskaffet liggende transport ved vandafgang og højtstående hoved, så jeg håber at mine hinder holder til jeg kommer tilbage til DK.

Vi rejser i øvrigt tilbage til DK på onsdag. Så er det slut med ferie/ventetid i Sverige.
Jeg har dansk termin på onsdag og min veninde, der er jordemoder, har lovet at hjælpe mig med at provokere fødslen i gang på torsdag. Fædrene kommer med til DK på onsdag, så de slipper for at skulle vente flere dage i DK, hvis barnet har tænkt sig at følge min familietradition med at gå over tiden.

Nu må han gerne komme ud. Jeg har virkelig haft det skønt og ukompliceret i hele graviditeten, men nu er hans spark ubehageligt voldsomme og jeg får ondt i hofterne om natten, når jeg ligger for længe og tungt på siden. Mit bækken begynder også at knage i sammenføjningerne, men i betragtningen af at der kun er en halv uge tilbage, så kan jeg knap nå at klage......

Sommer billeder.

Denne sommer er perfekt at være gravid i. Jeg gruede lidt for at skulle være højgravid i hedebølge, men det har der bestemt ikke været noget af. Heldigvis da. Skal man klage over noget så skulle det da lige være luftfugtigheden. Det kan være sejt at få luft, når man ikke kan trække vejret særlig langt ned i lungerne. 

Jeg fik taget billeder ved en professionel fotograf og de blev rigtig gode. Et af favorit billederne, var det klassiske hjerte på maven: 

Elefantfødder

Sådan ser benene og fødderne ud efter en lang køretur tværs over Sverige. 5 timer i bil i 24 graders varme er ikke ligefrem flatterende... 

Bikinivoks og gelenegle

Så er jeg klar til fødsel - sådan da. Jeg har fået ordnet fødder, vokset ben og en udvidet bikinivoks. Det gjorde mere ondt end frygtet, men var heldigvis forholdsvis hurtigt overstået. Jeg tænkte hele tiden på at det trods alt ikke var så slemt som veer. Som om det hjalp! Men nu er jeg i hvertfald fin og præsentabel fra navlen og ned. At jeg kommer til at ligne lort fra navlen og opad i kampens hede kan jeg ikke gøre noget ved :) Forfængelighed dit navn er hormonel kvinde!!

Gravide og mareridt

Jeg ved godt at det er ganske normalt for gravide at drømme underlige og uhyggelige drømme.
Under normale omstændigheder har jeg stort set aldrig mareridt, men i nat er nok det jeg er kommet tættest på under denne graviditet.
Jeg drømte at jeg blev bagt og raget på af en mager, syngende Woppie Goldberg-klon!!! Og da jeg sagde at jeg allerede havde en kæreste, blev hun skide sur og smækkede med døren.
Det var scary........

Global opvarmning?? Hvor??

Så er der taget hul på den anden sommermåned i år og indtil videre har det ikke været noget at råbe hurra for.
Synes godt vi kunne have lidt mindre regn og lidt mere sol.
Men det behøver ikke blive alt for varmt de næste 4 uger. Jeg kan stadig se mine ankler og det vil jeg gerne kunne blive ved med. Men ringene er blevet lidt strammere her på det sidste, selvom vægten ikke rokker sig ud af stedet. Begynder at tro at jeg har nået min badevægts max-visning :) Puha... Tænk om jeg i virkeligheden vejer mange kilo derover i virkeligheden.
Men det er blevet til alt for lidt is nede på havnens iskiosk i år.