søndag den 29. maj 2011

Procentregning.

Matematik har aldrig været min stærke side og derfor synes jeg godt om den lille ticker her på siden.

Den regner ud hvor mange uger og dage, der er gået og hvor mange dage, der er tilbage.

Men nysgerrig har jeg altid været og derfor kunne jeg ikke lade være med at kaste mig ud i et forsøg på procentregning.

Jeg fik regnet mig frem til (efter mange forsøg på den ene og den anden måde) at jeg faktisk har været gravid 13 % af den samlede tid, hvis man altså går skarpt ud fra at graviditeten varer 280 dage.

13 %...... Det er da lidt vildt når man tænker over det i det perspektiv.

Selvom 5 uger egentlig ikke er ret meget, så er 13 % da egentlig pænt.

Jeg bliver ihvertfald glad, hvis jeg får 13 % i rabat på næsten hvad som helst....

fredag den 27. maj 2011

To pee or not to pee....

I nat vågnede jeg og skulle tisse rigtig meget.

Fik flashback til de andre gange jeg har været gravid og rendt på toilettet konstant. Men det er heldigvis for tidligt til det pjat.

Men jeg nægtede at forlade min varme dyne bare for at tisse, fordi jeg ikke kunne lade være med at drikke et stort glas vand lige inden jeg skulle sove. (Det var også dumt- ved det godt)

Pludselig lå jeg og sagde halvhøjt til mig selv i halvsøvne - To pee or not to pee....... Og så var jeg ved at tisse i sengen af grin og kunne lige så godt stå op og gå på toilettet......

onsdag den 25. maj 2011

Ny hCG

Jeg fik målt hCG igen i morges.

Ikke fordi jeg behøver det, men fordi jeg fortjener det ;-)

Og den er stigende - meget stigende.
I dag, som er 19 dage efter ægløsningen er hCG'en på 1115 ie/l.

I følge de gængse reference rammer, som jeg kan finde på nettet, er det i den øvre ende fortsat. Men stadig ikke foruroligende/måske tvillinger højt.

Men uha hvor jeg ser frem imod en tidlig scanning for at se hvor mange der er og hvor den/de sidder henne.

tirsdag den 24. maj 2011

Dreng eller pige.

Læste en artikel idag om en familie, som har besluttet sig for at opdrage deres barn "kønsløst". Forstået på den  måde, at det ikke skal være kønnet, der definerer hvem eller hvad barnet er, men derimod hvad barnet selv udvikler sig til.

På sæt og vis synes jeg det er en sej indstilling. Jeg kunne tænke mig at være mindre kønsbevidst, men falder i de samme gruber gang på gang.
Men jeg ved også at jeg har ladet mine egne børn bestemme meget selv, hvad de ville have af legetøj, tøj osv uden at være kønsfordømmende.
Men det er en sej kamp, hvis man er den eneste og skal kæmpe imod resten af familien og omgivelserne. Især med frygt for at børnene skal blive drillede eller holdt udenfor.

Men hatten af for denne familie, der går hele vejen og gør op med samfundets normer..... Ville ønske at flere, inkl. mig selv, have lidt af det mod og indstilling..

mandag den 23. maj 2011

Høj S-hCG.

Fik målt S-hCG igen idag og det ligger på 473.
Det er helt oppe på den øvre grænse for dag 17 efter ægløsningen. Og endda en lille smule over... Gennemsnitsværdien på dag 17 er 132 og hvis det er dag 18 så er den 292. Øvre grænse på dag 17 er 429 og dag 18 er 514.
Så jeg ligger oppe i den øvre ende uanset om det er dag 17 eller 18. (Det kommer lidt an på om jeg havde ægløsning før eller efter midnat og det er umuligt at vide.)
Men tallet er ikke suspekt højt, som f.eks ved tvillinger, men man kan jo aldrig helt vide.
Men so far so good...

Glad far og ømme bryster. (Ikke på samme tid og sted - mind you!)

Blev vækket i morges kl halv 7 af en sms, der tikkede ind.
Den var fra den biologiske far. (Tror jeg vil kalde den biologiske far Pappa A og den ikke biologiske far Pappa B for nemhedens skyld)
Han skrev at han ikke havde sovet ordentligt, siden jeg fortalte at jeg var gravid. Han er heldigvis helt oppe i skyerne af glæde og det begynder lige så langsomt at sive ind, at det rent faktisk er sandt...
Og jeg kan forstå at det føles uvirkeligt for ham. Det føles også uvirkeligt for mig, og det er trods alt mig, der har symptomerne.
Var ude og løbe igår og brysterne føltes ikke helt bekvemme ved situationen.
Det gjorde faktisk ret ondt.
Jeg må finde et sted jeg kan løbe, hvor jeg ikke risikerer at møde andre mennesker, for det ser så åndssvagt ud at løbe med hænderne over brystet.....

søndag den 22. maj 2011

Øl og fest...

Fredag aften havde vi besøg af K's bror. Det var rigtig hyggeligt.
Solen havde skinnet hele dagen og vi besluttede os for at grille. Men pga at bettemanden først skulle puttes, blev det lidt sent inden vi kunne spise og det var blevet ganske køligt. For ikke at sige pissekoldt...

Men vi nægtede at overgive os.

Vi pakkede os ind i tæpper og spiste vores mad, der blev kold hurtigere end vi kunne nå at tygge..
Men så er det jo godt at man kan hygge sig med en masse øl....
Nånej... Det kunne jeg jo ikke...

Vi havde købt alkoholfri øl til mig.. Det lignede øl. Det lugtede som øl. Det smagte som øl, men det virkede ikke som øl..

Og i går aftes var vi til en rigtig fest. Vi skulle selv medbringe noget at drikke og sætte det på et fælles drinksbord. Tror nok jeg fik lov til at have min alkoholfri øl for mig selv....
Jeg har ikke noget imod ikke at drikke alkohol, det er mere det at omgivelserne bliver mere og mere fjollede at høre på efterhånden som aftenen skrider frem.. Og til sidst gider man bare ikke høre på mere.
Jeg blev træt og rastløs og længtes bare efter at komme hjem og i seng. Ganske kedelig, ja men til gengæld er jeg gravid ;-) Testen er bragende positiv idag.....

fredag den 20. maj 2011

Officiel testdag.....

I dag er det den officielle testdag.
I dag er dagen, hvor jeg havde fået min menstruation, hvis det ikke lige var fordi at jeg er gravid....

Så i anledningen af den officielle testdag (og store bededag) var jeg jo selvfølgelig nødt til at teste - igen.
Problemet er bare at jeg var så utroligt tørstig i går aftes, at jeg havde drukket 2 glas vand umiddelbart inden jeg gik i seng.

Så da jeg stod op i morges tissede jeg nok en hel liter og hCG'en var derfor ikke specielt koncentreret.
Så testen viste ingenting de første 3 min.
Men jeg var ikke bekymret.
Min morgenkvalme fortalte mig ganske tydeligt at jeg bestemt har en ikke ubetydelig mängde hCG i blodet.
Og efter 5 min var testen også lige så tydelig som dagen før. Og faktisk lige en tand kraftigere.  

Men hvor er det dog forståeligt at mange bliver forvirrede og bekymrede, når der kan være så stor visuel forskel på testene fra dag til dag..

torsdag den 19. maj 2011

Og igen....

Positive graviditetstests.

Det er en trend blandt fertilitetsbloggere at lægge en masse billeder ud af tests, har jeg set. Og jeg vil bestemt ikke være "utrendy", så her kommer mit billede.

Testen til venstre viser den svagt positive test fra igår. Man kan lige ane en streg ud for T, som er testfeltet. 
Testen til højre er testen fra i morges. Den er tydeligvis lidt kraftigere end den foregående. Jeg ved godt at det kommer meget an på koncentrationen af hCG i urinen, hvor kraftigt den reagerer, men jeg vælger at tolke det som at hCG stiger....

Jeg kontaktede de kommende fædre igår og fortalte om de foreløbige testresultater. Og selv om det er ganske tidligt, er der ingen grund til ikke at tro på at det ikke skal lykkes. 
Jeg ved godt at mange graviditeter går til grunde, men da det aldrig er sket for mig før, har jeg svært ved at gå og være ængstelig for at det skal ske. Og sker det, så sker det. 
Men jeg tager ikke sorgerne på forskud...

Mit motto er "It ain't over til the fat lady sings..." og jeg kan ikke høre hende endnu ;-)

onsdag den 18. maj 2011

Positiv?

Jeg kunne ikke dy mig for at teste i morges med urintest igen. Både den sidste af de billige og så en lidt dyrere, der skulle være mere følsom. Velvidende at det sikkert stadig er for tidligt at se noget på dem.
Og ganske rigtig. Teststregen blev hurtig synlig og så skete der ikke mere.

5 min efter gik min kæreste K ud på toilettet og hun råbte, at vist var de da begge positive. Og om nogen, så er hun da ekspert i at se på tissetests....
Og ganske rigtigt. Der var faktisk små lyse streger på begge tests.. Svage, ganske vist, men ikke destomindre synlige.

Det betyder at mit S-hCG er steget, da disse tests først reagerer ved en S-hCG på mellem 20-100 alt efter fabrikat. Så indtil videre går det den rigtige vej.

tirsdag den 17. maj 2011

Faktisk 9??

Jeg ringede faktisk til lægen idag og fik faktisk allerede svar på blodprøven.
Mit hCG var faktisk 9....
Dvs at det faktisk er positivt.
Dvs at jeg faktisk lige her og nu faktisk er lidt gravid..
Det er faktisk underligt....

mandag den 16. maj 2011

Hysterisk 40 årig hos lægen.

I fredags fik jeg lusket mig til at få taget en hCG, selvom det var aldeles for tidligt. Men jeg tænkte at det kunne da være liiidt sjovt, hvis den kunne vise bare en lille bitte begyndende stigning. Fik svar allerede efter 4 timer og den var selvf. negativ. Værdien var <1 og det er bestemt ikke meget. Jeg tænkte at nåja, det er da mere end 0, men fik så at vide, at den aldrig viser mindre end <1. Så der kunne lige så godt stå 0.
Men jeg var nede ved min egen læge i morges og fik taget en ny.

Lægesekretæren, som jeg talte med i fredags spurgte, om det var efter aftale med lægen - og dertil måtte jeg jo så sige nej.
Hun spurgte mig hvorfor jeg så skulle have den taget (hun vidste ikke at jeg allerede havde fået taget en).
Jeg sagde at det var fordi at jeg var 40 og måske/måske ikke gravid.
Den åd hun uden at spørge mere til det. Så kan man tænke lidt mere over det......

Jeg fik den så taget tidligt i morges og fik at vide at jeg kunne ringe om en uge og få svar..........
EN UGE?? Nærmest råbte jeg målløs.....

De bliver da analyserede på 4 timer - max.... Så selvom den skal sendes til et eksternt laboratorie, så burde der være svar allerede næste dag...

Hun rødmede helt og sagde at det vidste hun helt ærligt ikke så meget om, hun var ikke laborant.

Jeg fik helt ondt af hende. Først havde hun ikke helt styr på proceduren og analysen  og så blev hun nærmest overfaldet af en hysterisk fyrreårig måske/måske ikke gravid... :-)

Men til mit forsvar skal lige siges, at jeg faktisk havde en kanelstang med til hende, fordi hun pressede mig ind fra morgenstunden, selvom der egentlig ikke var nogen tider ;-)

søndag den 15. maj 2011

Ready - set - test.

Jeg har fået fat i 2 billige graviditetstests, som egentlig udløb for 3 år siden, så jeg forventer mig ikke ret meget af dem. Og jeg tror bestemt heller ikke at de indgår i kategorien "særligt følsomme tests",som kan vise en hCG stigning i urinen allerede 6-8 dage efter implantationen.

På trods af dette, eller måske netop derfor, kunne jeg ikke lade være med at teste for sjov i morges.
På pakken står der at den ikke må udsættes for sollys, så ingen udendørs testen - det er i grunden helt ok med mig. Jeg foretrækker at tisse på et toilet.
Opbevares tør..., Jamen min urin er altså våd...
Og mellem 4 og 25 grader.. Skal man vente til urinen er "kølet ned"??
Og sidst men ikke mindst - Kun til udvortes brug! ??!! Jamen hvad ellers?? Er der nogen, der kunne finde på at stikke den ind nogen steder?? (Måske nogen der tog det med ingen sollys MEGET bogstaveligt???!!)

Ikke overraskende var den bragende negativ. Jeg blev hverken ked af det eller glad, idet jeg ikke havde forventet at den ville vise noget, som jeg kunne bruge til noget.
Jeg synes bare at det er sjovt at tisse på en pind ;-)

Men da jeg sad og ventede på at testen skulle suge urinen op og farvestoffet fordele sig, slog det mig, hvor mange kvinder der måske i selvsamme øjeblik rundt omkring på jorden, sad med krydsede fingre og lukkede øjne og håbede på et positivt udslag. Nogle bad sikkert også for et negativt, men hvor mange skæbner er det ikke, der ændrer sig med et slag pga af en ekstra streg eller ikke...

fredag den 13. maj 2011

Dag 8.

Idag er det 8 dage siden jeg havde ægløsning og 9 dage siden jeg blev insemineret.

Det befrugtede æg (hvis det da er befrugtet) er en blastocyst på omkring 5. dagen. Dvs at det har et væskefyldt hulrum. Omkring 5-6 dagen går der hul på æghinden (zona pellucida) og blastocysten krænger sig udaf æghinden. Ægget klækkes.
Og først når blastocysten er fri af æghinden, kan den implanrere sig i slimhinden.

Slimhinden ændrer sig også, for at gøre sig klar til implantationen.
Op til ægløsningen og et par dage efter, er der en masse små mikrovilli på celleoverfladerne. Derefter forsvinder disse mikrovilli og celleoverfladen bliver helt glat og nøgen, klar til at modtage blastocysten.

De fleste æg sætter sig fast omkring dag 6 til 8 efter ægløsningen.
Man taler faktisk om et implantationsvindue, hvor slimhinden er klar til implantationen. Dette vindue mener man er formentlig 48-72 timer, men kan variere fra kvinde til kvinde.
Et stort engelsk studie på normale kvinder, der planlagde en graviditet, viste, at de fleste æg satte sig fast omkring dag 6 til 8 efter ægløsningen. Tidspunktet blev beregnet ud fra, hvornår man kunne måle meget små mænger graviditetshormon (hCG) i morgenurinen med en særlig følsom test. Det overraskende var, at risikoen for abort steg kraftigt, hvis man først fandt hCG senere. Ved en positiv urin-hCG dag 6-8 var der under 10 % risiko for abort, hvorimod den steg til 90 % hvis hCG først kunne påvises dag 12 eller senere. Den sene hCG stigning skyldes formentlig, at implantationen var dårlig.

Når ægget skal sætte sig fast, sker det i et nøje tilrettelagt samspil mellem slimhinde og æg.
Ægget udsender et signal til slimhinden på det sted, det vil sætte sig fast. Herefter sker der nogle lokale ændringer i slimhinden på implantationsstedet. Slimhinden udsender nye signalstoffer, der hjælper ægget videre og starter næste trin i processen. Ægget kryber ned under overfladen på livmoderslimhinden og ligger nu begravet i slimhinden. Her begynder det at danne moderkagen og at etablere kontakt til moderens blodforsyning. Cirka en uge efter at ægget har sat sig fast, kan man måle graviditetshormon i urinen med de almindelige graviditetstests.

En hyppig årsag til at implantationen slår fejl er kromosomfejl i ægget. Undersøgelser har vist, at æg med kromosomfejl udvikler sig langsommere end normale æg. Hos nogle æg går udviklingen i stå, så de ikke når til det stadium, hvor de er i stand til at sætte sig fast i livmoderen. En del af de langsomme æg vil udvikle sig så sent, at implantationsvinduet er lukket igen, og slimhinden ikke længere er modtagelig. Det er naturens måde at fravælge de dårlige æg på.
Så der er rigtig mange ting, der skal falde i hak og meget der kan gå galt.

Og jeg kan bare vente en uge med at teste, for at vide, hvordan det er gået med mit æg og min slimhinde eftersom jeg ikke har en "særlig følsom test".
Men det skal ikke forhindre mig i allerede på mandag at gå ned til min egen læge og få taget en hCG, bare for at se om der er noget eller ej.........

onsdag den 11. maj 2011

Graviditet eller diarré...

I morges kalde min 11 årige søn højt og nærmest panisk på mig inde fra toilettet...

MOR..... DER KOMMER VAND UD AF MIN R*V!!!!!

Jeg skyndte mig ind for at se, hvad det var - og han havde galloperende diarré...
Han mente bestemt at det var første gang i hans liv at han nogensinde havde været SÅ syg og haft diarré.
Men efter 10 min på toilettet, kom han ud og spiste morgenmad som om intet var hændt.
Så han tog i skole idag udstyret med et par ekstra underbukser i tasken - just in case.

Jeg kan selv mærke hvordan det rumler i min mave, så alle de små måske/måske ikke tegn er såmænd bare omgangssyge... Selvf. kan man ikke mærke man er gravid så tidligt......... Jeg burde vide bedre......

tirsdag den 10. maj 2011

Hvilke tegn?

Jeg har altid undret mig over kvinder, som påstår at de mærker at de er gravide, nærmest inden ægget har sat sig fast i livmoderen.
Jeg prøver at mærke efter om jeg mærker noget.
Men jeg ved ikke......

Jeg er træt.. Meget træt.
Faldt i søvn på sofaen i går aftes og sov ½ time, stod op. børstede tænder og gik så i seng igen og sov i 9 timer uden afbrydelser.

Her i eftermiddags faldt jeg så i søvn på sofaen igen i et kvarters tid.. Og det ligner ikke mig, men det kan også være ovenpå en meget aktiv uge/weekend hos kæresten.

Derudover har jeg haft lidt "mittelsmertzen" ligesom når jeg har ægløsning og det er da for sent at have den følelse og for tidligt at have mens-trækninger.
Men måske er mit underliv ikke mere aktivt end det plejer, det er bare mig, der mærker ekstra meget efter...

Nå ja - og så har jeg skaffet graviditetstests... 
De ligger og venter på at blive tisset på om lidt over en uges tid.

søndag den 8. maj 2011

Mens vi venter.

Sidder og venter i lufthavnen på et forsinket fly til hjemstavnen.
Det bliver sent inden jeg er hjemme og jeg er dødtræt. Det er hårdt at feste til langt ud på natten i min alder.
Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor træt man er tidligt i graviditeten. Altså ikke nu så tidligt som jeg måske er - men senere. Den altoverskyggende træthed, der føles som en tonstung dyne,der nægter at slippe en om morgenen. Og så varer den bare hele dagen og uanset hvor meget man sover, så er man fortsat træt - utroligt træt.

Men lige nu er det bare at vente. Vente på flyet og vente 11 dage til jeg måske, måske ikke tester positivt.

Mens jeg er på vej til DK, er den kommende biologiske far ligeså. Han skal til sædbanken i morgen og aflevere sæd, som skal fryses ned og bruges til evt fremtidige inseminationer, som kommer til at foregå på en privatklinin og ikke hjemme på sofaen....

lørdag den 7. maj 2011

Save the last dance....

I går aftes var min kæreste og jeg ude i byen.
Yngste søn blev passet hos mormor & morfar og han tog glad afsted sammen med dem, da de kom og hentede ham.

Min kæreste og jeg har været sammen i 3 år, men har aldrig været ude og danse sammen. Og det er egentlig udnerligt, da vi begge holder meget af at danse.
Vi har været til fester o.l., men aldrig på diskotek og bare danset vildt..... Så det gjorde vi!

Först var vi ude og spise lækker mad og derefter tog vi på Gay-disco i Stockholm.

Det var en oplevelse. Der var mange fantastiske og forskellige typer. Jeg kunne have tilbragt timer dér, bare med at kigge på folk.

Jeg tror at vi var tæt på at være de ældste til stede, foruden de obligatoriske gamle, patetiske exemplarer, man altid finder på sådanne steder. Men vi var hverken gamle eller patetiske - synes vi ihvertfald ikke selv...
Til gengæld var folk meget selvhøjtidelige, som man nu er, når man er først i 20'erne, usikker på sig selv og ude på scoremarkedet.
De fleste stod nærmest meget forsigtigt og dansede, af frygt for at krølle töjet og ugle håret....
Men det sked vi på...
Vi stormede mængden, hoppede ind midt på dansegulvet og så dansede vi ellers for vild... Mange gloede på os, men andre hoppede faktisk med på vognen og dansede lidt mere begejstrede - og det var sjovt...

Kl halv 3 var vi færdige med at danse og feste og tog en taxa hjem.

Og jeg tænker, tænk hvis det er sidste gang i mange måneder at jeg har været i byen, drukket vin (det evt. befugtede æg og jeg har ikke fælles kredsløb før om 3-4 uger, så ingen skade dér) og danset på den måde...
Det er underligt at tænke på. Men man må sige at jeg forlod festarenaen med ét brag!

Er SÅ glad for at kæresten og jeg fik den aften i byen - lang om længe.

torsdag den 5. maj 2011

Og nu???

CD 16 og fertilitetsmonitoren viser at nu er der ægløsning...

Jeg er slemt stolt over at jeg kender min krop så godt, at jeg allerede havde forudset at det ville ske på denne dag.
Så nu er det bare at håbe, at sædcellerne ligger på lur derinde og venter på at ægget drejer rundt om hjørnet og hopper på det..

Det er en underlig følelse at tænke sig, at det måske sker præcis i dette øjeblik....
Men højst sandsynligt sker det ikke.
Statistisk set lykkes det ikke endnu, men det sker dog en gang imellem at det lykkes i første forsøg.
Mine 2 andre graviditeter er blevet til i første forsøg, men det er også 13 år siden sidst jeg blev gravid, så jeg må hellere tænke realistisk.
Men man kan selvf. altid håbe - og det er jo lige netop det man skal i denne situation.

Så nu skal der bare gå 14 dage og så må vi vente og se om der kommer en blå streg på en graviditetstest. (åh shit... Sådan en skal jeg da også lige ud og investere i...)

Indtil da fortsætter jeg med mit løbeprogram, spiser sundt og tager mine vitaminer....

Og for en sikkerhedsskyld har jeg købt flere Clearblue Ovulation tests til min Fertility Monitor på nettet idag.
Men ved jo aldrig....

Ready - set - go!

I går på CD 15, steg måleren på fertilitetsmonitoren. Den viste at nu intraf østrogenstigningen, der ligger forud for LH stigningen.

Eftersom jeg nu er i Sverige og i forvejen havde aftalt at mødes med begge de kommende fædre, kontaktede jeg dem og sagde at jeg rent faktisk havde ægløsning ganske snart, hvis de var interesserede i allerede at gøre et forsøg. Altså en hjemmeinsemination.
Det føltes så dumt at misse denne mulighed for at gøre et forsøg, når timingen nu var så perfekt.

Det ville de heldigvis meget gerne, så efter at have talt sammen i 2 timer om deres og mine forventninger og meget, meget andet, gik den kommende biologiske far ind i et andet rum en stund - og kom efterfölgende tilbage med en sædprøve.

Jeg havde helt ondt af ham, for han var tydeligvis meget beklemt ved situationen, men han ønsker sig så brændende dette barn, så han er villig til næsten alt.
Men vi kunne heldigvis grine af det absurde i situationen og da de var gået, blev jeg så insemineret. (Eller dvs at jeg inseminerede mig selv mens min kæreste puttede vores yngste søn).
Det var så tilgengæld meget absurdt for mig at ligge på den nyindkøbte IKEA sofa med en "fremmed" mands sæd inde i mig......
Min kæreste støttede mig og tvang mig til at ligge med en pude under rumpen i en hel time!
Det var ikke lige det, vi havde forestillet os, da vi valgte sofamodel efter komfort og farvekoordinerede puder...

onsdag den 4. maj 2011

Glæde i Kastrup

Min elskede kæreste og min yngste søn bor i Sverige og jeg bor i Danmark. Det giver en masse afsavn og længsel, men på plussiden længes og savner jeg og bliver så meget desto lykkeligere, når vi så endelig skal ses. Og jeg er lige nu på vej over til dem. Jeg går rundt på Kastrup lufthavn og smiler over hele hovedet af glæde over ar skulle ligge i hendes arme senere i aften.

Mens jeg går fra indenrigs til udenrigsterminalen med iPod og høj musik i ørene kommer jeg forbi denne skønne plakat og jeg får umiddelbart lyst til at synge og danse ned af gangen.

tirsdag den 3. maj 2011

Løb og æg....

Jeg var ude og løbe igår og heldigvis siger mit program at jeg skal holde en fridag allerede idag.
Jeg kan mærke at jeg løb igår og jeg ved ikke om det er tilfredsstillende at kunne mærke sin krop igen efter en fysisk udfoldelse, eller om det er decideret pinligt at jeg mærker så meget efter så lidt......

Men uanset hvad, så er jeg igang igen! Top-motiveret.......

Og fertilitetsmonitoren har stadig ikke vist at jeg er i en fertil periode i min cyklus, på trods af at jeg er på CD 14 har alle tydelige tegn på en snarlig ægløsning.

mandag den 2. maj 2011

Graviditet og sundhed.

Midt i alt ægløsningstesteriet slog det mig, at jeg egentlig burde forberede mig meget bedre på graviditeten.

Indtil nu har det været meget på det mentale plan, jeg har forberedt og planlagt. Men min krop skal også spille en væsentlig rolle i det her, så den skal også forberedes.

Jeg er overvægtig. Ikke voldsomt, men mere end godt er. Så første punkt er kostændring og vægttab.
Der har jeg en suveræn støtte i min kæreste, der er god til at planlægge og motivere.
Hun har selv tabt sig en del ved hjælp af vægtvogterne online, så den hopper jeg med på fra NU!

Vi skal lave en madplan og lave portioner til fryseren, så vi altid har noget at tage op og ikke falder i hurtige og usunde panikløsninger.
Jeg elsker at lave mad, men hader at planlægge, så der supplerer vi hinanden godt.

Dernæst er der vitaminer og kosttilskud. Jeg tager nu en alm. multivitamin og supplerer med B-vitamin tilskud, for at få tilstrækkeligt med folinsyre. Skal måske også supplere med lidt ekstra jern allerede nu inden.

Til sidst - min krops fysiske tilstand...
Den har bestemt været bedre.

Jeg har tidligere trænet en del og været fysisk aktiv, men det er ikke ret meget, der sker på den front for tiden.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at gå til holdtræning, så som Step, Zumba, Yoga, Pilates osv. men den måde mit liv er delt op med 2 bopæle og hveranden uge det ene og det andet sted, er det umuligt at gå til noget fast.
Så istedet vil jeg begynde at løbe igen.

For nogle år siden, var jeg god til at løbe og løb 3 gange om ugen 5-7 km. Men efter en skade kom jeg aldrig rigtig i gang igen. Jeg er bestemt ikke et født løbemenneske.
Har utroligt svært ved at blive fanget i "åh det er så dejligt og jeg kan ikke undvære min daglige løbetur" følelsen. Men jeg ved at jeg kan træne mig op og finde en glæde og tilfredsstillelse ved at løbe.
Da de store drenge var mindre, stod jeg op 1 time tidligere om morgenen og løb inden vi skulle ud af døren. Det husker jeg som dejligt opfriskende og vil gerne tilbage til den følelse igen.

Det skal bare bygges op langsomt og nænsomt.

Jeg har tidligere med stor succés brugt et løbeprogram af Mette Bloch, hvor man langsomt træner sig op til at løbe 10 km på 12 uger, men jeg tror at jeg indtil videre satser på de første 6 uger og bliver glad, hvis jeg kan løbe 5 inden sommerferien.

http://www.vivamarathon.dk/bloch_begynder.pdf

Så jeg vil gå ud i gangen og støve løbeskoene af nu og komme ud i det dejlige vejr.

Starte på en sund og frisk livsstil - helt enkelt...