fredag den 13. maj 2011

Dag 8.

Idag er det 8 dage siden jeg havde ægløsning og 9 dage siden jeg blev insemineret.

Det befrugtede æg (hvis det da er befrugtet) er en blastocyst på omkring 5. dagen. Dvs at det har et væskefyldt hulrum. Omkring 5-6 dagen går der hul på æghinden (zona pellucida) og blastocysten krænger sig udaf æghinden. Ægget klækkes.
Og først når blastocysten er fri af æghinden, kan den implanrere sig i slimhinden.

Slimhinden ændrer sig også, for at gøre sig klar til implantationen.
Op til ægløsningen og et par dage efter, er der en masse små mikrovilli på celleoverfladerne. Derefter forsvinder disse mikrovilli og celleoverfladen bliver helt glat og nøgen, klar til at modtage blastocysten.

De fleste æg sætter sig fast omkring dag 6 til 8 efter ægløsningen.
Man taler faktisk om et implantationsvindue, hvor slimhinden er klar til implantationen. Dette vindue mener man er formentlig 48-72 timer, men kan variere fra kvinde til kvinde.
Et stort engelsk studie på normale kvinder, der planlagde en graviditet, viste, at de fleste æg satte sig fast omkring dag 6 til 8 efter ægløsningen. Tidspunktet blev beregnet ud fra, hvornår man kunne måle meget små mænger graviditetshormon (hCG) i morgenurinen med en særlig følsom test. Det overraskende var, at risikoen for abort steg kraftigt, hvis man først fandt hCG senere. Ved en positiv urin-hCG dag 6-8 var der under 10 % risiko for abort, hvorimod den steg til 90 % hvis hCG først kunne påvises dag 12 eller senere. Den sene hCG stigning skyldes formentlig, at implantationen var dårlig.

Når ægget skal sætte sig fast, sker det i et nøje tilrettelagt samspil mellem slimhinde og æg.
Ægget udsender et signal til slimhinden på det sted, det vil sætte sig fast. Herefter sker der nogle lokale ændringer i slimhinden på implantationsstedet. Slimhinden udsender nye signalstoffer, der hjælper ægget videre og starter næste trin i processen. Ægget kryber ned under overfladen på livmoderslimhinden og ligger nu begravet i slimhinden. Her begynder det at danne moderkagen og at etablere kontakt til moderens blodforsyning. Cirka en uge efter at ægget har sat sig fast, kan man måle graviditetshormon i urinen med de almindelige graviditetstests.

En hyppig årsag til at implantationen slår fejl er kromosomfejl i ægget. Undersøgelser har vist, at æg med kromosomfejl udvikler sig langsommere end normale æg. Hos nogle æg går udviklingen i stå, så de ikke når til det stadium, hvor de er i stand til at sætte sig fast i livmoderen. En del af de langsomme æg vil udvikle sig så sent, at implantationsvinduet er lukket igen, og slimhinden ikke længere er modtagelig. Det er naturens måde at fravælge de dårlige æg på.
Så der er rigtig mange ting, der skal falde i hak og meget der kan gå galt.

Og jeg kan bare vente en uge med at teste, for at vide, hvordan det er gået med mit æg og min slimhinde eftersom jeg ikke har en "særlig følsom test".
Men det skal ikke forhindre mig i allerede på mandag at gå ned til min egen læge og få taget en hCG, bare for at se om der er noget eller ej.........

Ingen kommentarer:

Send en kommentar