Min mor sagde bl.a. da hun argumenterede sin sag, at tænk hvis jeg blev gravid og det var en pige? At så ville det blive endnu sværere for mig at opgive barnet, fordi jeg har drenge og ingen pige i forvejen.
Det har jeg tænkt en del over - og jeg er helt klart drengemor... Jeg elsker mine drenge og jeg elsker deres personligheder og "drengethed", hvis man må sige det så firkantet.
Jeg ved selvfølgelig at der er forskel på børn og at det ikke altid kun er kønnet, der afgør om man er "drenget" eller "piget", men der er ingen tvivl om at visse ting er så basale og fundamentale at det er kønsbestemt et eller andet sted i børnenes underbevidsthed/instinkt - kald det hvad du vil.
Jeg tror på at man tager livserfaringer med fra et tidligere liv med over i dette og hvis det tidligere liv har været meget kønsrollebestemt, så tror jeg på at det præger det næste liv.
Når det så er sagt, så tror jeg bestemt også at man kan præge børn meget i opvæksten, men 2 af mine drenge har altid været meget teknik interesserede/pille-alting-fra-hinananden-og-se-hvordan-det-er-skruet-sammen og meget lidt kæle/nusse/putte børn (udover når de gladeligt uddeler kys og kram på deres præmisser) og den ene er et meget mere kramme/bamse/far-mor-børn-lege barn. Og jeg ville da mene, at jeg præger dem alle 3 på samme måde.... Så der er helt klart en forskel, der ligger udenfor ekstern påvirkning.
Så for mig vil det helt klart være sværere at give en dreng fra mig, da det er drenge jeg elsker og har i forvejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar