Hjemme igen.

Jeg mødte på Gynækologisk Dagkirugisk Afdeling kl 10 i formiddags.
Jeg blev modtaget af en sød, ung og nyuddannet sygeplejerske, der skulle forsøge at lægge et drop i hånden på mig.
Jeg havde helt ondt af hende. Jeg er ikke nem at stikke i og det lykkedes heller ikke for hende, så hun var nødt til at hente en ældre kollega. Jeg har selv lagt drop i mange år, men husker hvor nervepirrende det var de første mange gange. En gang lagde jeg drop på en narkoselæge, men fik det heldigvis først at vide bagefter - ellers var det helt sikkert mislykkedes.

Jeg arbejder selv på et sygehus, men har valgt at tage hen på et andet sygehus, for ikke at rende ind i nogen jeg kender. Jeg har kun fortalt det til en af mine kolleger og i tirsdags var jeg nødt til at fortælle det til min chef, eftersom jeg skulle sygemeldes og ikke havde lyst til at stikke en hvid løgn.
Men derudover har det været vigtigt for mig, at der ikke var nogen, der vidste noget.

Kl 11.15 kommer portøren og henter mig.
Lige inden de kører mig ind på operationsstuen, kommer lægen ud for at hilse på. Og det viser sig at være en, som jeg kender fra arbejde. Hun har været på min afdeling i forbindelse med sin uddannelse.
Da jeg så et kendt ansigt, brød jeg fuldstændigt sammen. Alle de følelser, som jeg ikke vidste at jeg havde, kom pludseligt op til overfladen.
Og jeg ved ikke hvad det egentlig var, som jeg var så ked af.
Jeg tror til dels at jeg var bange.
Bange for at der skulle ske noget, så de ville være nødt til at beholde mig og jeg ikke kunne komme hjem til drengene.
Bange for at de skulle perforere min livmoder, så jeg ikke kunne blive gravid igen.
Men samtidig var det også lettelsestårer. Lettelse over at der var et kendt ansigt. En som kender mig og som jeg kunne stole på.
Så jeg ikke følte mig så "Palle alene i verden".

45 min efter vågner jeg op i sengen oppe på afdelingen igen. Husker intet om hvordan jeg kom derover igen. Det er lidt en uhyggelig følelse. Jeg ved at de har vækket mig nede på OP og at jeg selv er kommet af lejet og op i sengen, men det har jeg ingen erindring om. Aner ikke hvad jeg har gjort eller sagt.
Men jeg er forbavsende frisk.

Kl 13. forlader jeg afdelingen og 13.30 tager jeg toget hjem og er hjemme inden drengene kommer hjem fra skole.
Lidt træt, men ellers helt ok. Vil tage en lille lur på sofaen og falder i dyb søvn og vågner først 2 timer senere...

Så nu sidder jeg her på sofaen. Drengene sover og jeg føler mig træt og tom. Jeg er sygemeldt i morgen og skal ikke på arbejde igen før på mandag.